Som en god afslutning på søndag aften og modeugen vil jeg lige nå at poste en “lille” opsummering på de dage jeg var afsted, med billeder fra nogle shows samt min lille video.
Torsdag startede vi ud med Baum und Pferdgarten som jeg allerede har nævnt og så snart showet var slut smuttede vi backstage igen for at følge med i klargøringen af Stine Goya’s modeller. Noget af tøjet var ikke min stil, mens andet havde nogle meget spændende detaljer – sort og guld har altid været et stort hit hos mig, så det var ikke overraskende jeg faldt for det og det smukke og meget efterårsagtige træprint er også vældigt fint!
Da de to første shows var forsinkede var Malsen og jeg nu ret sikre på at vi havde travlt, vi skulle nemlig både nå at få noget at spise, gå et stykke vej for at hente bil og efterfølgende finde parkering ude ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hvor Munthe plus Simonsen afholdte show. Men alt gik som smurt og vi endte med at være der i så god tid at vi kunne sidde og slappe lidt af og nyde de kager der stod fremme. Munthes show var virkeligt godt, det var umuligt for at mig at tage gode billeder da vi sad ned men jeg har lidt fra Gallery, som kommer på bloggen i næste uge. Men der var altså mange spændende sager og det er som om jeg skal spare mere og mere op for hver kollektion der kommer på gaden ;-)
Da showet var slut kørte vi mod Kastrup til Designers Remix show i Vilhelm Lauritzen Terminal, meget fin location, som de er ret gode til at udvælge! Deres SS12 kollektion blev jeg ikke så grebet af da den ikke overraskende bestod af mange farver og mere lyse nuancer. AW12 derimod var mest af alt sort, med mange fede detaljer og så var der faktisk så mange pasteller at jeg alligevel er begyndt at overveje om jeg skal eje en enkelt lækker strik ;-)
Her var det heller ikke nemt at tage billeder grundet lyset, jeg er dog sikker på der nok skal komme mere af deres kollektion på bloggen på et senere tidspunkt og så fik jeg forresten ganske tilfældigt filmet en af modellerne da hun var ved at falde på trappen de skulle gå ned af, hun fik dog klamret sig til gelænderet, men jeg tør ikke tænke på hvad der var sket hvis ikke hun havde gjort det! Det klip har jeg dog undladt at poste nogle steder. Aftenen sluttede her, dog nåede vi hurtigt at hilse på søde Betina fra Styled Our Way som havde været backstage.
Om fredagen skulle vi så til noget anderledes indslag i modeugen, men helt sikkert et super initiativ. Det var Resteröds show hvor de havde hjemløse (og deres hunde) på catwalken og Jokeren der bød velkommen og sang til sidst. En meget tankevækkende begivenhed, der gav et lille sug i maven da Jokeren gengav nogle af de hjemløses ord. De hjemløse der medvirkede fik ud over løn også lov til at beholde støvler fra Wolverine de gik på catwalken i, så forhåbentligt bliver det lidt mere tåleligt for dem at overkomme kulden i øjeblikket.
Sidste show den dag var Gestuz hvor vi også nåede bag kulisserne, men modellerne var stort set klar da vi ankom, så der blev mest kigget lidt på tøjet der hang på stativerne, der var velkendt Gestuz print, men også smukke blonder og interessante lædersager. Fredagen sluttede i Forum til Gallery, hvor jeg bl.a. tog en masse billeder på By Malene Birgers stand, spændende at kunne komme helt tæt på og se hvad der venter!
Til slut min lille video, mest af alt lavet for at se om jeg rent faktisk kunne finde ud af det tekniske, så nu håber jeg at den virker som den skal. Musikken er fra filmen Drive, cool lyd og så blev nummeret også brugt under en del af Stine Goyas show.
Hvis videoen ikke afspiller så prøv evt. linket: Copenhagen Fashion Week AW12
Videoen er filmet med Canon PowerShot SX40 HS
Marianne P says
Lyder som om det har været spændende…og så er jeg vild med musikken fra Drive:-)
Guapízimo says
Det var det også og ja musikken fra Drive er så cool!
Trine Lykke says
Super fed video du hr fået lavet, du er ved at være ret hardcore til alt det tekniske. Lyder som om det har være en gode uge…
Guapízimo says
Mange tak, jeg elsker at nørde :P
june... @ Pixelerede finurligheder... says
Fedt med en lille opsummering af din uge :))
Guapízimo says
Tak June og så prøvede jeg endda at gøre det meget kort ;)
Jeanne D. says
Fedt indlæg, rigtig fed video. Jeg tror faktisk jeg måske vil tage turen over bælterne, og deltage i næste års modeuge…
Guapízimo says
Tak Jeanne. Jeg synes helt sikkert det var oplevelsen værd, selvom det var møgkoldt – modeugen i august er vejrmæssigt meget sjovere! :)
Malsen says
SUPER fed video! Well done :)
Guapízimo says
1000 tak :D
Lullumut says
Super cool video! :-) Dejligt at I havde et par gode dage :-)
Guapízimo says
Mange tak Lullumut :)