At leve i nuet…

Jeg prøver på mange måder at leve i nuet og værdsætte alt jeg har omkring mig. Nogle gange bliver jeg på frygtelig vis mindet om hvordan ens liv med ét kan blive ændret, selvom jeg lige nu er langt fra DK har jeg ikke kunne undgå at læse om den frygtelige tragedie Sophie Fjellvang-Sølling har været igennem med tabet af sin mand. Min gudmor mistede på samme måde sin mand for over 10 år siden og han efterlod sig altså kone og to børn. Alt dette har spøgt i mit hovedet de sidste dage og som om det ikke var nok, så fik jeg i dag af vide af en jeg løbende har kontakt med i fm. mit arbejde, at han formentlig har kræft. Jeg kender næsten ikke personen og vi har kun været i kontakt via email (og i dag via telefon), men jeg synes alligevel det er frygteligt uretfærdigt og trist og jeg håber det er opdaget i tide så han bliver helt rask!

Beklager det triste indslag, men det er rart at kunne dele sine tanker og jeg kan forestille mig at I også oplever situationer hvor I har lyst til at knuge børn, kæreste, mand, kone, et familiemedlem eller en god ven eller veninde ind til jer og håbe at der aldrig, aldrig nogensinde sker dem noget ondt!

Jeg slog hovedet lidt fra og skubbede de mange tanker væk da vi tidligere i dag tog til en nærliggende strand og gik en lang tur, mens børnene legede og løb omkring. Vi passerede bl.a. små charmerende strandvillaer, der nærmest ikke kunne have en mere idyllisk beliggenhed. Jeg poster flere stemningsbilleder på bloggen i morgen, inden vi kører sydpå – heldigvis skal jeg ikke tidligt op, så jeg kommer nok til at lege natteravn her foran computeren indtil jeg ikke kan holde mig vågen længere.

22 tanker om “At leve i nuet…

    1. Nej det har du helt ret i, jeg kan tydeligt huske da jeg havde fået min første og han skulle afleveres i dagpleje, mens jeg så bekymrede mig på arbejdet.

  1. Det er så trist sådan noget og ja det hele kan jo ændre sig lige pludselig uden at man selv er herre over det, derfor er det vigtigt at leve i nuet og nyde det :-)

    1. Ja netop, prøver også tit at være taknemmelig for de helt små ting i hverdagen :)

  2. *dyb indånding* Kender det godt, nogle gange kan man frygte det værste for dem man har kært, fordi man begynder at tænke for meget over tingene. Det må netop være der at man sætter stor pris på nogen/noget man holder af :O)
    Giver det mening!?

    <3
    Pia Sabine

    ps. Forsat allerdejligste tur :O)

    1. Det giver meget mening! Den følelse kommer tit op i mig hvor jeg frygter noget kan ske.

    1. Ja det er nok bedst man abstraherer fra det så meget som muligt, ellers tør man jo ikke engang sende mand og børn ud af døren ;)

  3. Kender så godt dine tanker. Nogle gange kan jeg også være mere bekymret for andre (og folk jeg ikke kender) end for mig selv. Så ja man bør leve i nuet (selvom jeg nok må indrømme at jeg har svært ved det tiltider :( )
    Det er et utrolig smuk billede du har postet og ja sikke en fantastisk beliggenhed de strandhuse har :)
    Håber at din kollage har fået opdaget kræften i tide.

    1. Ja nogle gange kan det også være hård kost at læse nyheder, jeg bliver også ofte særligt berørt hvis det er børn der er sket noget med, eller forældre der mister deres barn :(

  4. Kan helt sikkert sagtens følge dig i, at man bliver lidt eksistentialistisk engang imellem. Nogle gange, er livet så benhårdt og uretfærdigt, at man har svært ved at begribe det.
    Jeg forsøger også at leve i nuet og huske på, at ingen ved hvad morgendagen bringer, men alligevel er det som om det aldrig helt forslår. Hverdagen tager over og suger energien fra alle de andre ting, som man egentlig hellere ville bruge sin tid på.

    Nå! Cheer up…det blev lidt dystert.

    (….håber meget for din kollega at alt kommer til at gå godt i øvrigt)

  5. Det er så frygteligt med SFS’ mand. Det er jo det, vi nok allesammen frygter allermest, at miste en vi holder af, eller at en vi holder af bliver alvorligt syg ligesom din kollega.
    Jeg synes, det er fedt, at du taler om det svære og det triste på bloggen også. Livet har jo alle facetterne, både det lette og den sjove og fascinerende mode og de mere alvorlige sider. Det afspejler din blog, G, thumbs up for det!

    1. Tak for dine søde ord Lisa. Nogle mener modeblogging er overfladisk og det er det nok på nogle punkter også, men det er lige netop bloggen der er mit fristed og her jeg måske oftest holder den muntre tone, selvom dagen måske har været knap så god, fordi det ligesom er med til at holde humøret oppe hos mig. Men nogle gange fylder tankerne så meget at de flyder ud her ;)

  6. Jeg er virkelig dårlig til at leve i nuet. Så jeg kender tankerne alt for godt, og jeg er sådan en, som tager alt til mig.. Sådan har jeg haft det siden, at jeg var helt lille – bliver bare så tænksom og trist. Jeg er blevet bedre til at kapere det, synes jeg selv – selvom dårlige oplevelser og historier fra rundt omkring stadig kan give mig mareridt. Men altså, jeg prøver at tage en dag af gangen og være glad for de små ting :) Jeg er vist bare lidt sensitiv. Jeg håber alt godt for din kollega!

    1. Vi har altså mange ting til fælles synes jeg, jeg kan nikke genkendende til meget af det du skriver! Jeg er selv meget sensitiv på mange punkter og tager meget mere til mig end så mange andre.

  7. Sikke et fint indlæg. Det er rigtig godt at komme ud med sine tanker frem for selv at takle dem. Det var godt nok en tragisk historie, også med vedkommende omkring dit job. Håber det går den rigtige vej.

  8. Tak for et godt indlæg. Et vigtigt emne!!
    En af de svære ting ved livet og kærlighed er netop frygten for at miste.
    Jeg er ikke fysisk i stand til at tænke sådan virkelig grundig over muligheden for at miste et nært medlem af min familie og jeg har absolut heller ikke lyst. Tilgengæld kan jeg godt finde på at snige mig ind på mine børns værelser, når de sover og bare iagttage dem og prøve at få tiden til at gå bare en lille smule i stå. Tiden er for kostbar til at leve i andet end nuet.
    Engang lod jeg mig styre meget af mine følelser og jeg oplevede alting meget kraftigt og intenst. Jeg er blevet meget bedre til at træde et skridt tilbage, tage en dyb indånding og prioritere hvad jeg vil bruge min tid og energi på.
    Ha en smuk dag :)

Der er lukket for kommentarer.