Nemt bananbrød

Jeg får altid en smule dårlig samvittighed når bananerne ligger i frugtskålen og er blevet brune. Jeg nænner ikke at smide dem ud, så hellere bruge dem på en gang impulsiv bagning, som forleden hvor jeg kastede mig ud i at bage et super nemt bananbrød. Det sværeste er nok at være tålmodig under bagningen, at bikse den sammen tog ingen tid.

Hvis I også ligger inde med modne bananer, har lyst til noget nemt og lækkert til aftenhyggen, eller vil byde gæster på en god kage, så kommer opskriften her:

Der skal bruges:

  • 2 bananer
  • 60 g blødgjort smør
  • 2 æg
  • 150 g sukker
  • 1/2 tsk salt
  • 1 tsk natron
  • 150 g mel

Start med at sætte ovnen på 180 grader, pisk derefter bananer, smør, æg, sukker og salt sammen. Tilsæt derefter mel og natron og kom dejen i en rugbrødsform (på 1 1/2 liter) og bag den i oven ca. 40 – 45 min. hold øje med den, ovne varmer meget forskelligt. Når bananbrødet er færdigt i ovnen og kan slippe formen, vendes det ud på en rist til det er afkølet.

Man kan evt.smøre honning eller nutella imellem skiver af bananbrød, men det smager ganske fint uden. Bananbrødet kan i øvrigt opbevares i køleskabet indpakket i 3-4 dage. Det var så nemt, efterlod minimal opvask og smaget så godt at det bestemt ikke er sidste gang jeg har bagt et bananbrød!

20 tanker om “Nemt bananbrød

  1. Jeg elsker banankage – mums! Men jeg er på en sindssyg mission – prøver slet ik at spise sukker og har slet ikke spist noget i 2013! :D Overhovedet! :O Lad os se hvor længe jeg kan blive ved ;)

    1. Nemlig, det afgiver sådan en god smag og særlig sødme, at det er helt perfekt i kager!

  2. Åh hvor dejligt, minder mig lige om at jeg har nogle baner liggende, som ellers var glemt. – en hyldest til mit overblik. *ironi*
    Men sådan et kan man jo nemt smække sammen, tak!

Der er lukket for kommentarer.