Klædeskabs “decluttering”

DeclutterJeg har en aftale med mig selv om, at når der kommer nye ting i klædeskabet skal der noget gammelt ud. Før sommeren sørgede jeg for at dette blev overholdt, men hen over sommeren mens shoppingen har stået på, har jeg ikke sørget for at få ryddet ud.

For det første ville jeg gerne have en idé om hvad der ikke er blevet brugt af sommertøj og sommersko de seneste måneder, det skal højst sandsynligt ikke længere bo i klædeskabet. Desuden vil der nok også være noget tøj der er blevet lidt for stort grundet vægttab. Jeg har nemlig haft en tendens til at købe nogle ting oversize, så nu sidder det slet ikke pænt. Sidst men ikke mindst kan der være tøj der bare ikke længere falder i min smag, eller er blevet slidt op grundet, brug og vask.

Jeg kan godt lide når årstiderne skifter og der skal rykkes rundt på tøjet. Jeg har ikke plads til at have alt fremme, så derfor kommer jeg helt naturligt til at gå alt mit tøj igennem. I søndags tog jeg den første tur og regnskabet ser således ud:

Indkøbt de seneste 3-4 måneder: 13 overdele, 1 par sko, 1 tørklæde.
Ryddet ud og pakket sammen: 16 overdele, 2 par sko, 1 tørklæde.

Det betyder selvfølgelig ikke at der købes nyt bare for at det går lige op og jeg mangler også stadigvæk at gå en del tøj igennem, så der ryger sikkert mere ud. Lige nu er det stadig for varmt til at vintertøjet skal frem og for varmt til at prøve det, så jeg venter lidt endnu. Og tøjet ryger selvfølgelig ikke ud, jeg plejer indlevere det på børnenes skole når de samler ting ind til velgørenhed.