Jeg har snart haft min lille UP Move dims på mig i 3 uger, som jeg skrev om første gang her og jeg er blevet ret glad for den. Selvom jeg stadig ikke er begyndt at registrere kalorieindtag, så kan jeg godt lide at den tracker mine skridt i mine vågne timer, ret præcist går jeg ud fra, for den sidder fast i lommen hele tiden.
Målet er 10.000 skridt pr. dag, men det når jeg langt fra alle dage, i takt med at vejret bliver bedre vil jeg så udfordre mig selv noget mere for at nå de 10.000 skridt. De smukke omgivelser som også ses på billedet herover er i hvert fald en kæmpe motivation for at komme ud og gå!
UP Move kan jo også tracke min søvn og det er nu meget sjovt at følge med i. Dog har der været et par nætter hvor jeg har fået slukket for målingen og andre gange glemt at slå den over fra aktivitet til søvn, men jeg er blevet mere opmærksom på at komme i seng lidt tidligere på aftenen. Pt. sover jeg med en top på for at sætte UP Move fast der, så den kan måle søvnmønster ud fra hjerteslag, den måler nemlig både let og dyb søvn. Der er ret meget let søvn for tiden, men jeg vågner også nemt hvis det blæser eller jeg fryser, vil gerne opnå mere af den dybe søvn, da jeg går ud fra jeg så er bedre udhvilet når jeg vågner om morgenen.
Der findes flere app’s der kan bruges ifm. UP Move, så dem vil jeg nok snart kigge nærmere på for at få mest glæde af den og ved næste status kan jeg forhåbentligt fortælle mere om nogle af de mange app’s
Jeg købte min sorte UP Move direkte via Jawbones hjemmeside til ca. 430 kr. inkl. levering, som tog en uges tid. En af de billigste danske forhandlere sælger den til 396 kr. inkl. levering, det er så en hvid model, med blå måler, men farven er vel underordnet da man ikke rigtig ser den. Find den her hvis du skulle have lyst til at komme i gang med at måle aktivitet, søvn osv.