2015 flyver af sted med forrygende fart, vi er i fuld gang med årets tredje måned og jeg synes ikke helt, at jeg kan følge med. Det virkelige liv fylder meget for tiden og derfor er jeg slet ikke online, som jeg var engang. Nogle dage spekulerer jeg på om mit blogliv er ved at ebbe ud og om jeg efterhånden er godt mættet af de sociale medier. For der er dage hvor det føles som det mest naturlige i verden, bare at være tilstede i nuet uden at skænke blogindlæg og instagram opdateringer en tanke.
Men jeg er altså ikke helt klar til at give slip. Når tiden er der til det, er jeg stadig ret glad for at blogge og jeg gør det altså når jeg har tid, ikke fordi jeg skal. Nu hvor jeg ikke har været så meget til stede herinde tænker jeg det er passende med en lille status på livet lige nu.
Træning: Det har der sjovt nok heller ikke været så meget tid eller overskud til. Men jeg vil ikke give op og var afsted til en gang styrketræning i går. Jeg vakler dog lidt imellem om jeg skal forny mit abonnement når det udløber 1. april eller forsøge at træne mere hjemme (med cardio i naturen).
Arbejde: Det er det der tager det meste af min tid, da jeg har haft og stadig har nogle ret omfattende opgaver. Jeg satser på, at der er noget jeg får helt afsluttet i løbet af de næste par måneder og når jeg kommer ud på den anden side har jeg måske pludseligt ret meget tid til alt det andet jeg gerne vil lave.
Privatliv: Det kræver også en masse af min tid, nok mest af alt livet som mor til 4. Med børn der går i skole, skal lave lektier, til fodboldtræning og kamp, til børnefødselsdage og lige hjem til en veninde, ja så går ret meget af tiden med det. Men størstedelen af tiden er det alligevel hyggelige stunder for mig. Kæresten og jeg er gode til små kærestemiddage og en lille rejse i ny og næ, alt dette kræver tilstedeværelse og er jo bl.a. en af grundene til at jeg ikke sidder så meget foran computeren.
Mindfulness: Et af mine personlige problemer har været, at jeg tænkte frygteligt meget over tingene. Jeg har en tendens til nærmest at analysere alt og derfor købte jeg sidste år en lydbog. Allerede der begyndte jeg at lytte til den og det har fået mig til at leve mere i nuet og tænke mindre over tingene. Men jeg er ikke nået så langt med lydbogen (tidsmangel selvfølgelig og det nytter ikke noget at jeg tænker på 1000 andre ting når jeg lytter til den!) og der er stadig en del at arbejde med, så jeg skal i gang igen.
At koble af: Jeg er god til at finde små stunder, hvor jeg lige trækker vejret og bare nyder livet. Omgivelserne her er jo helt fantastiske og at gå en tur helt ned til vandet og bare nyde udsigten og lyden af havvandet der ruller stenene ud i havet er som balsam for sjælen. Så naturen her er ligesom mine værktøjer til at bearbejde stress.
Blogging: Jeg skrev et indlæg i starten af året omkring mine blogmål. Der tog jeg vist munden lidt for fuld i forhold til at skulle lave flere indlæg, planlægge bedre og fotografere mere. Det er endnu ikke lykkes, så jeg tror bare at jeg tager det i et lidt mere stille og roligt tempo og lader mig begejstre hvis det pludseligt går som ønsket. Jeg har i øvrigt indtryk af at det er en tendens at flere bloggere er begyndt at være mere til stede i det virkelige liv og mindre til stede i blogland. For jeg synes ikke blogland er hvad det var for 2-3 år siden, men jeg forstår dem nu godt for jeg er selv gået mere i den retning.
Nu vil jeg nyde min søndag og prøve at få lidt blogging inkorporeret også, hav en dejlig dag :)
Louise says
Mindfulness er super vigtigt… Det er også noget jeg er blevet opmærksom på det sidste år! Jeg synes at det er meget vigtigere at du lever dit liv og nyder det end at der kommet et indlæg hver dag… Hellere færre med reel entusiasme end flere fordi du føler dig forpligtet! Personligt er jeg også mindre online og læser ikke så mange blogs, men din er helt sikkert en jeg synes det er værd at følge med i når der kommer nye indlæg.
Guapízimo says
Tak Louise, din kommentar betyder rigtig meget! Som bloglæser vil jeg også hellere læse med hos en der virkeligt har noget på hjerte og så behøver der ikke komme et indlæg dagligt.
Lise/walkinrunout says
Jeg synes sgu det lyder som om det går rigtig godt for dig ;-) Lige som det skal!!!
Det skal være sjovt, for vi har så vidt vi ved kun ét liv… (det lever jeg selv efter)
Guapízimo says
Jamen jeg klager nu heller ikke, jeg har det godt og det er det vigtigste :)
Jeg havde bare ikke forestillet mig at bloggen pludseligt blev tilsidesat så meget, uden at det virker unaturligt. Men hey måske kommer jeg pludseligt på banen igen, fyldt med energi og blogindlæg :D