For et par uger siden læste jeg en artikel om en mand der lever som minimalist og derfor kun ejer 172 ting. Det satte nogle tanker i gang hos mig, for det første at jeg nok aldrig kunne skille mig af med så mange af mine ting, så mit hjem kun indeholdte 172 ting. Men også at jeg måske skulle få ryddet lidt ud, for jeg ved der ligger ting og tøj rundt omkring, som jeg ikke bruger.
Jeg tror faktisk godt at min kæreste kunne leve som minimalist, da han ikke knytter sig til ting på samme måde som jeg gør. Men jeg har det da lidt på samme måde som Morten Brask, manden i artiklen, der udtaler, “Jeg føler mig fri og let når jeg smider noget ud”. Dog vil jeg helst give ting væk til folk der kan bruge det, end direkte at smide det ud, så har jeg det godt bagefter. Både fordi jeg føler der er blevet lidt mere luft i skabe og skuffer, og fordi andre forhåbentligt kan få glæde af det tøj, jeg ikke selv bruger længere.
I forlængelsen af artiklen har jeg tænkt mig at stille mig selv en lille udfordring. Morten Brask nævner i artiklen at han gav en kvindelig forfatterkollega en udfordring på at smide 40 ting ud på et døgn. Jeg vil gerne finde 50 ting i dag, jeg kan skille mig af med, ved enten at smide det ud eller give det til genbrug. Jeg skal nok melde tilbage en af de nærmeste dage omkring hvordan det er gået og du kan jo lege med hvis du er frisk på at finde 50 ting.
Kunne du selv leve som minimalist med få ting? Eller knytter du dig nemt til ting, som jeg gør?
Louise says
Jeg tror ikke jeg kunne! Jeg er meget dårlig til at smide ud, men jeg kender godt følelsen af lettelse når man endelig gør det. Igår slæbte jeg tre poser gammelt tøj afsted til H&M’s genbrugsprogram, og det var faktisk rigtig rart, selv om jeg var lige ved at redde noget af det i sidste øjeblik! Jeg er sikker på at jeg burde rydde meget mere ud i skabene, men det er svært at kæmpe mod tanker som “den kunne jo egentlig sagtens bruges hvis nu…” og “men den er jo knyttet til gode minder som…”. Men hvis det er ting man aldrig bruger vil man jo i virkeligheden slet ikke savne dem!
Guapizimo says
Fedt at du kom afsted med 3 poser! Når jeg sorterer tøj ender jeg også altid med, at køre alle mulige undskyldninger igennem hovedet, for at beholde det. Men lige nu kan jeg vurdere ud fra om jeg har brugt det i løbet af sommeren, eller i det hele taget i 2015!
Randi Danielsen says
Håber det går godt med at finde dine 50 ting….
Jeg kender godt følelsen af hvor lettet og overskudsagtig man føler sig, når der er ryddet godt ud i fx. tøjet, makeup eller i skuffer og skabe hvor alting uden en fast plads ender. Min mand er til gengæld en samler og jeg plager ham jævnligt om vi ikke sammen skal rydde op i hans tøjskab (som bugner) eller i redskabsrummet…men det er en evig kamp. Tror jeg vil prikke lidt til ham næste gang det regner hele weekenden og man ikke kan lave så meget ellers. Super indlæg :-)
Guapizimo says
Jeg har ikke kunne nå det hele i dag, da jeg også ville tjekke et opbevaringsrum og det ikke lige lod sig gøre efter mørkest frembrud, men jeg er halvvejs ;-)
Min far er en samler, så jeg ved bestemt at mænd også kan “lide” af det og jeg tror også det har smittet af på mig. At min kæreste så er stik modsat tror jeg betyder, at jeg kan holde lidt igen. Jeg håber du får overtalt din mand til at rydde lidt ud i tøjskab og redskabsrum :)
Lullumut says
Jeg synes selv, det er super inspirerende og har taget det meget til mig. Også når jeg er ude at handle og står og kigger på forskellige olier etc, som ikke vil blive brugt mere end et par gange.
Held og lykke med de 50 ting. Det der snyder er jo, at det også kan være små ting som et papir etc. Men mon ikke du selv er kritisk :-)
Jeg har samlet en masse goodiebags til søster, mor, svigerinde, svigermor, kollegaer, veninder etc. Med ting jeg er færdig med at teste/bruge/ikke får brugt. Elsker når andre for glæde af det. Og det ser pt. ud som om, vi skal flytte inden årets udgang, så der vil jævnligt komme noget ud. Magter ikke at flytte ting, som jeg ikke bruger :-)
Guapizimo says
Jeg falder nemt for nemt ting ude i butikkerne, men er heldigvis også god til at holde igen, fordi jeg tænker at de måske bare vil samle støv eller lignende, er sgu glad for at jeg er blevet klogere med alderen ;-)
Og jo jeg er kritisk med min udvælgelse, papirer og gamle modemagasiner gælder ikke, men ryger selvfølgelig ud alligevel, hvis jeg ikke skal bruge det.
God idé med goodiebags, sådan ville jeg også gerne kunne gøre. Jeg får heldigvis besøg af min niece på 13 år i oktober og så vil jeg have samlet nogle skønhedssager til hende hun kan se om hun vil have. Jeg kan godt forstå du vil undgå at flytte med for mange ting, selvom man måske har udsigt til mere plads, så er det ingen grund til at pakke ting ned og ud igen, man alligevel ikke bruger.