I dag startede hverdagen op igen på normal vis, med børn der skulle i skole og mig der skulle videre til kontoret. Dog var det ikke så hårdt at skulle tidligt op for mit vedkommende, for der har været dage i løbet af deres påskeferie, hvor jeg har skulle ud af døren meget tidligt.
Som mor til fire er der altid noget af se til og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg kedede mig. Mit arbejde kan dog godt være lidt tungt engang imellem, ret firkantet er det jo noget med bunker af papirer, bilag i mapper og mails der skal behandles. Det meste af tiden kan jeg dog godt lide at sidde og nusse med det, men de dage hvor trætheden trænger sig på og jeg irriteres over mit tarvelige kontor, der har jeg lyst til at spæne ud af døren og se dagslyset.
Bedst af alt er det dog når der sker noget helt andet, det er også det der har gjort det sjovt at blogge igennem årene, fordi det af og til har betydet at jeg er kommet rundt og oplevet nogle spændende ting. I søndags var jeg til photoshoot, dog ikke grundet bloggen, men jeg havde følelsen af, at det var lidt som i “gamle dage” når jeg var med backstage til modeshows. Jeg var med bag kulissen for at tage bnogle stemningsbilleder, de mere professionelle billeder havde de en rigtig fotograf til at tage. I øvrigt var det et photoshoot af personale inden åbningen af en restaurant, hvis I nu skulle spekulere over temaet på billederne, for ja det er et stykke kød manden har over armen på øverste billede.
Jeg skal også med til åbningen om et par uger, så der kan jeg vise og fortælle lidt mere om hvad det hele går ud på, når jeg også selv er blevet lidt klogere på det.