Jeg har altid postet skønhedsrelaterede indlæg her, men aldrig betegnet mig selv som beautyblogger, der er jo en masse andre ting jeg også gerne vil skrive om. Her de seneste måneder er jeg dog virkelig blevet bidt af beauty, særligt mine renserutiner når det gælder ansigtet gør jeg rigtig meget ud af, i forhold til tidligere hvor det helst bare skulle gå hurtigt.
Nu ser min økonomi også anderledes ud end i mine helt unge dage, hvor jeg ikke brugte så mange penge på skønhedsprodukter, derfor sætter jeg gerne lidt flere penge af til det. Og så bliver jeg i øvrigt hele tiden inspireret til at købe nye produkter, jeg har en formodning om at jeg vil blive glad for.
Disse mange spændende produkter vil jeg gerne skrive mere om, men jeg har ikke planer om at skifte retning på bloggen. I stedet har jeg i tankerne at starte en ekstra instagram konto, hvor jeg udelukkende skriver om skønhedsprodukter. Den slags konti findes der selvfølgelig allerede virkeligt mange af, men det er den vej jeg føler at jeg kan dele noget inspiration, som folk kan bruge, ligeså vel som jeg selv finder en masse brugbar inspiration i mit instagram feed. Når kontoen engang går i luften, skal jeg selvfølgelig nok give besked, lige pt. er der dog først nogle småprojekter jeg skal have afsluttet, så jeg ikke har for meget hængende over hovedet.