I går var jeg på marked for at købe blomster, som jeg stort set gør hver søndag. Og fordi jeg var tidligt på den denne gang, var jeg heldig at kunne købe tulipaner, senere på dagen havde de nok været udsolgt. Jeg var hoppet i en lyselilla fluffy strik fra Gestuz og havde ligeledes en Gestuz skjorte under, inspireret af billederne på webshoppen her. Normalt ville jeg bare have valgt den “sikre” løsning, en sort bluse under som man ikke ville kunne se.
Ugen vi er gået ind i nu har jeg set frem til længe. Det er den perfekte uge hvorpå jeg kan nå nogle af de hyggelige december gøremål. Det er national helligdag her d. 6 og 8 december, derfor har børnene fri fra skole inkl. d. 7 december, så vi får os en ordentligt lang forlænget weekend og selvom jeg stadig skal arbejde, så vil jeg alligevel være lidt mere hjemme, med mulighed for at bage og lignende. Jeg håber at jeg når noget af alt det jeg gerne vil, så jeg om en uge ikke ender med at skrive herinde om alt det jeg ikke nåede og hvordan den forgange uge gik alt for hurtigt.