Jeg har været i San Sebastian over weekenden med kæresten, følger man med på instagram har man nok allerede opdaget det. Men ellers nåede jeg faktisk ikke at skrive meget om det før og under turen. For det første var turen tæt på at blive aflyst grundet arbejde, men kæresten holde fast i at vi tog afsted. Vi kom så afsted en dag forsinket og missede første overnatning.
Den ca. 7 timers lange køretur derop i fredags blev så lidt af et arbejdshelvede i bilen hvor der skulle holdes styr på mails og telefonopkald. Ikke noget der var udsigt til da jeg bookede hotellet tilbage i januar, for så havde jeg ikke gjort det!
Efter tidlig afgang fredag morgen ankom vi til San Sebastian omkring frokosttid og var meget betaget af den smukke natur vi mødte allerede da vi var tæt på destinationen. Der blev tjekket ind på hotellet og vi bevægede os ud i byen for at spise frokost, stadig i selskab med arbejdsbyrderne. Først hen ad eftermiddagen blev der ro på og vi følte os pænt udmattede hvilket resulterede i en sen siesta.
Det var meningen at vi først skulle hjem mandag formiddag, men da vejret drillede lidt og ikke mindst fordi jeg slet ikke orkede 7 timers køretur en mandag med samme arbejdskaos som om fredagen, valgte vi at tjekke ud fra hotellet allerede søndag aften. Så hvad der skulle have været 4 dages overnatning blev kun til 2, jeg fortryder ikke at vi gjorde det, men omvendt kan jeg heller ikke prale af at batterierne er ladet op. Jeg vil gerne fortælle mere om turen i positive vendinger, dette var bare lige mit lille sure opstød. Det er ikke så meget arbejdet der er problemet, men de mennesker der ikke får gjort det de burde, det er super frustrerende og det kræver godt nok nogle ekstra dybe vejrtrækninger engang imellem, så jeg ikke bobler over og ender med at skælde ud.