Indlægget her har været længe undervejs, siden juni faktisk og i perioder har jeg nok bare fortrængt episoden. Men jeg har også brug for at fortælle historien og fortælle hvorfor jeg nærmest fra den ene dag til den anden valgte at ændre min livsstil og passe bedre på mig selv.
Tilbage i juni måned modtog jeg tidligt om morgenen et opkald fra min svigerinde, jeg var lidt befippet over at blive vækket af telefonen og fik ikke taget den. Men min svigerinde ringer aldrig til mig så tidligt om morgenen, så jeg vidste godt, at der var noget galt. Jeg ringede hende op og hun sagde hurtigt ”din far lever, men han fik et hjertestop i nat og måtte genoplives”. Hun var rolig og fattet og det forblev jeg også, hun er sygeplejerske, lige nu på en hjerteafdeling, og er vant til at snakke med pårørende, så hun vidste hvordan hun skulle tackle situationen.
Jeg fik hele historien fortalt omkring hvordan min far havde fået en blodprop i hjertet, men heldigvis ikke var alene da det skete. Derfor kunne hans kone påbegynde hjertemassage, mens deres fælles datter ringede 112. I en kort periode var han faktisk ikke i live, men ambulancepersonalet fik genoplivet ham og bragt ham til hospitalet. Jeg tog selvfølgelig hurtigst muligt af sted til Danmark, hvor han imellem tiden, var kommet mere til sig selv og ikke havde fået nogle mén, andet end hukommelsen var blevet påvirket lidt af det hele. Efter nogle uger gennemgik min far en mindre operation, hvor han fik indsat en ICD, der kort fortalt er en lille mekanisme der kan give hjertet stød hvis hjerterytmen bliver unormal.
Vi har ikke nogle arvelige hjertesygdomme i familien og jeg er ret sikker på, at det er en knap så sund livsstil der har svækket hans hjerte, både rygning og ikke mindst dårlige kostvaner og for lidt motion. Derfor valgte jeg at ændre min livsstil og tænke mere på min krop, ved at motionere mere og spise sundere. Episoden var en kæmpe øjenåbner for mig og det kan godt være, at jeg for et halv år siden egentligt havde det ganske fint, men jeg levede ikke særligt sundt og hvis jeg fortsatte sådan de næste 20 år frem, ville jeg måske også blive hjertepatient en dag.
Min far har det efter omstændighederne godt i dag og fortæller mig, at han nu er begyndt at spise sundere og bevæge sig noget mere. Jeg kan jo prøve ham af når jeg er starten af december tager til DK for at sige god jul til familie og venner. Til den tid er vi begge forhåbentligt blevet endnu sundere.
Utroligt at der tit skal en alvorlig hændelse til, før man kan tage sig sammen. Ubehagelig oplevelse du havde der! Godt at høre han er rask og ved godt mod, og at I begge har lagt livsstilen om.
Ja det tog mig 7 år for jeg endelig tog mig seriøst sammen, men er glad for resultatet so far, selvom jeg da godt kunne have været oplevelsen med min far foruden.
Pyha, sikken omgang. Godt han er hos Jer endnu og i bedring. Nogle gange skal der store ting til, før åbenbaringen kommer. (Så længe den kommer, plejer jeg at sige).
Knus og tanker fra mig
Mange tak Linda, jeg er bestemt glad for at han fik en chance til og nu skal han i hvert fald passe på sig selv!
Åh, sikke en omgang. Kan godt forstå din beslutning. Jeg ændrede rimelig meget livsstil, da jeg flyttede hjemmefra, og har da også prøvet på at påvirke både søskende og mine forældre, da jeg selv går op i kost og motion. Mie forældre er da også blevet bedre til at få gået nogle flere ture, så det er da helt sikkert en start. Man skal jo også huske, at det ikke skal være en pestilens, men en livsstilsændring, som kan overholdes, og hvor man ikke går på kompromis med for meget. Har tit oplevet, at folk så siger, at det er alt eller ingenting. En lille smule er jo en start, og så kan man komme mere på, når man selv er klar til det.
Det skal nemlig ikke være en sur pligt! Når jeg bliver træt af træningscenteret plejer jeg at gå lange ture i naturen i stedet, bare for at få rørt mig og få noget frisk luft.
Barskt! Kan godt forstå, at det blev et grundigt spark til at komme rigtigt i gang igen. Er glad for at høre, at førstehjælpen var på pletten, og at han har det godt i dag…
Ja har jo tænkt mange tanker siden omkring hvordan det kunne være gået, jeg burde ikke, men det er svært at lade være.
Skræmmende oplevelse. Godt at høre, at din far har det godt igen og at det resulterede i en bedre livsstil for jer begge. Den slags oplevelser sætter tingene og hverdagsproblemerne i relief. <3
Det gør det bestemt og hvor er det rart at høre fra dig, nu du ikke længere blogger <3
Jeg er flyttet til London og tænker at jeg begynder igen snart:-) men jeg følger selvfølgelig med er bare lidt stille!;-) kram
Det lyder spændende og det håber jeg altså at du gør! <3
I øvrigt ret pudsigt, du har på en eller anden måde altid mindet mig om min veninde, kan ikke forklare hvordan, men hun er selv flyttet til London for nyligt :)
Åhh hvor var det godt at der ikke skete noget… men ja, det er tit sådan at der lige skal en forskrækkelse til, før vi får gjort noget selv…
Håber I fortsætter den sunde vej sammen :-)
Tak, det håber jeg bestemt også, det vil være godt for os begge :)
Åh, det er jeg virkelig ked af at høre. Sikke en ubehagelig oplevelse. Men jeg er glad for, at han er i live og har det godt. Og det er da skønt, at I begge har fået positivt ud af oplevelsen, trods alt. Det må også være lidt svært at være så langt væk fra sin familie.