Jeg havde store intentioner om at tage en hel del stemningsbilleder på vores tur til Valencia i går, men jeg havde ikke lige taget højde for hvor mange mennesker der var i gaderne, hvilket ville gøre det noget besværligt og ubelejligt, hvis jeg lige skulle stoppe op midt i det hele for at knipse billeder. Det gik egentligt mere ud på at komme frem og holde fast i ungerne, så de ikke forsvandt i mængden indtil vi endelig valgte, at gå ned af nogle af de mere rolige gader i storbyen.
Men det var en ganske hyggelig tur når vi ikke lige druknede i menneskemængden og så egentligt ganske forståeligt, at så mange var ude i det lune decembervejr. Nu snyder det ene billede lidt, da gaden ligger ret øde hen, men det var i kvarteret med luksusbutikkerne, hvor knap så mange mennesker befandt sig, ellers var der godt proppet mange steder!
Vi fik lidt kaffe og en bid mad, men shopping blev det ikke til. Udsalget er ikke rigtigt gået i gang endnu og så er børn og fyldte butikker måske heller ikke lige den bedste kombination ;-)