Selvom der selvfølgelig hovedsageligt er flest spanske kvinder her, så er vi alligevel en blandet flok. Men når jeg lægger mærke til andre kvinderes stil, så er det spanierne jeg bemærker først, fordi de er i flertal og derefter russerne, fordi de skiller sig mest ud.
Lad os tage de spanske kvinder først. De har stil, men virker meget afslappede og aldrig overpyntede eller noget i den stil. Hvis den danske stil anses for værende meget minimalistisk og sort, så tør spanierne mere når det gælder farver og print. Hernede er det nok mig der skiller sig ud, som hende der altid går i sort, selvom jeg altså prøver at variere det lidt. Den eneste ting ved nogle spanske kvinders stil jeg ikke kan forstå er støvlerne, altså nogle går i støvler i sommervarmen. I Danmark prøver vi jo nærmest at hoppe i ballerinaer i marts selvom det stadig kan være pivkoldt. Nåh men alt i alt, så er det ikke svært at føle sig afslappet og godt tilpas blandt spanierne og deres stil.
Og så er der de russiske kvinder. Nogle er ligesom spanierne ganske afslappede, men pæne i tøjet og så er der dem er er klædt, så man ikke er i tvivl om at de er fra Rusland. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at det er en russer jeg har spottet hvis jeg ser en slank kvinde i en fin kort kjole, designertaske over armen og sko med sylespidse høje hæle. Især de mega høje sko med tynde hæle er et kendetegn og de mestrer til perfektion, at gå rundt i dem.
De stilede russiske kvinder virker ikke “konkurrerende” i deres stil og jeg føler mig ikke forkert på den eller set ned på, hvis jeg en aften i byen bare tropper op i sorte jeans, en blondebluse og pæne sorte ballerinaer. Nu hviler jeg også så meget i mig selv, så jeg ville overhovedet ikke lægge mærke til hvordan andre måske kiggede på mig. Det vigtigste er jo at man føler sig tilpas, om det så er i flade ballerinaer eller tårnhøje sko, sidstnævnte ville jeg ikke have noget imod at gå rundt i, det ville bare kræve en hel del øvelse!
Det bedste her er nu, at man bare kan være sig selv. Hvis jeg vil kører det casual er det fint og giver jeg den gas og lader hele min påklædning være et mix af de kæreste designerting jeg ejer, så er det også helt fint. Faktisk vil jeg helst vække opsigt med nogle ting, andre ikke ser så tit hernede. Her tænker jeg dansk mode, min kærlighed til dansk mode og design fylder en del i mit hoved og det kræver egentligt et indlæg i sig selv, som jeg må få skrevet inden længe.
Louise says
Det med støvlerne har jeg også tit undret mig over… Specielt når jeg selv render rundt med opsvulmede fødder i sommerheden og slet ikke kan holde ud at have lukkede sko på!
I Madrid er der nok mere en blanding af stilarter fordi det jo er en storby, men jeg kan godt genkende det med at man kan være sig selv uden at nogen kigger underligt på en. Min egen stil er nok en blanding af spansk og dansk efterhånden… Det er bare surt dansk design virker så dyrt når man er vant til spanske priser! :)
Guapizimo says
Det er lige det, jeg lærer nok aldrig at forstå det.
Jeg kan godt forestille mig at det er en stor blanding af stilarter i Madrid og det er sikkert også forskelligt fra område til område. Nu er der fx. ret meget “business” over Salamanca og jeg elsker at iagttage folk der, fordi jeg stort set aldrig ser mænd i jakkesæt her hvor jeg bor.
Og ja dansk design virker dyrt, når man er vant til at shoppe til spanske priser. Derfor foretrækker jeg nu også tøj fra Danmark når der er udsalg ;-)