I søndags drog jeg ud på en af de lange gåture, 12 kilometer blev det til, heldigvis havde jeg selskab af min søn på 16 og senere stødte hans kæreste til. Godt nok kan jeg gå turen med musik i ørerne, men det er hyggeligere at snakke lidt imens. Jeg kunne godt mærke kroppen, eller nærmere hovedet var kommet helt ud af rutinen med at gå langt, jeg endte nemlig med en hovedpine, så snart turen gik hjem ad igen, i bil vel at mærke og jeg var ved at gabe kæberne af led, som om turen havde drænet mig fuldstændigt for energi.
I mandags havde jeg hviledag og i går burde jeg faktisk have været ude at løbe lidt, men vi kom sent hjem, jeg var sulten og sulten overmandede altså trangen til at motionere. I dag skal jeg ud, jeg var kommet så godt i gang og derfor vil det være dumt at falde i allerede. Lørdag er min vejedag og jeg vil gerne kunne se at der er sket et eller andet, nu hvor det faktisk er ved at være 3 uger siden, jeg begyndte at tænke fornuftigt over hvad jeg spiser. Jeg synes godt at jeg kan ane lide mere talje og det i sig selv er et fint fremskridt, men vægten må godt lige fortælle mig at det ikke er ren og skær synsbedrag.