Havde jeg skrevet dette indlæg for en 3-4 år siden ville det have været med stor frustration over, at det er noget nær umuligt at komme i julestemning her sydpå. Men med årerne har jeg altså lært at acceptere det og i stedet for at ærgre mig, glæder jeg mig over de gode ting.
Jeg glæder mig over hvor smukt decembervejret kan være her og hvor heldigt det er at temperaturen kan snige sig lige op over de 20 grader. Vinterdepression grundet mørke og dårligt vejr render jeg nok ikke lige ind i.
Jeg prøver at holde fast i juletraditionerne og fik fx. kæresten til at købe kalenderlys i lufthavnen sidst han var i Danmark, så vi kunne lave en juledekoration. Juletræet, som så godt nok er i plastik, blev pyntet den 1 december, vi følger godt med i Tinkas Juleeventyr og i dag blev der lavet og spist æbleskiver.
Min accept af at julestemningen ikke lige er på sit højeste, betyder også at jeg ikke orker julemusik i år. Jeg synes det er møgirritirende baggrundsmusik i supermarkedet og jeg sætter ikke selv julesange på i bilen. Lige pt. kunne denne jul sætte rekord som den første jul hvor jeg ikke har hørt “Last Christmas”. Det var min yndlingsjulesang engang, i år er den bare lige meget.
Nu lyder jeg næsten som en gnaven julehader, men i år handler det først og fremmest om HYGGEN. Når vi kan hygge sammen som familie, med lyskæder og levende lys omkring os, mens vi nyder varme drikke og såkaldt “comfort food”, der gør maven glad. Så selvom julestemningen ikke er der som jeg husker den, så er vi i hvert fald gode til at hygge og i forbindelse med julen, venter juleferie, det er i hvert fald også et stort hit her.
I øvrigt er billedet af kalenderlyset selvfølgelig fra sidste weekend, vi følger godt med i nedbrændingen af lyset ;-)