Jeg fik ikke lige tjekket ind over weekenden for at opdatere på min vægt, men status er at jeg holder den, der er røget et par hundrede gram yderligere og det er fint at det ikke er mere, eftersom jeg fik spist lidt kage i løbet af sidste uge, grundet yngstebarnets fødselsdag. Jeg har ikke tænkt mig at opdatere min vægt herinde hver uge, fordi jeg ikke forventer at der sker vildt meget, så jeg vil i stedet holde fast i at gøre det hver måned og næste gang bliver 16. juni, så har jeg nemlig været i gang i 3 måneder.
I mandags fik jeg i øvrigt min aller første kropsbehandling nogensinde. Jeg har tænkt, at hvis jeg både gør noget godt for mig selv via kost og træning, hvorfor så ikke også prøve at få nogle behandlinger der måske kan hjælpe med at fjerne fedt, mindske cappelsinhud, stamme huden op og lign. Jeg var indstillet på at de bare lige skulle give min ben en behandling, blufærdig som jeg er havde jeg ikke lyst til at smide alt tøjet, men det var netop hvad jeg blev bedt om da jeg kom ind, fik endda engangstrusser jeg skulle skifte til og så fik den ellers fuld skrue. Jeg blev eksfolieret i noget der mindede om en blanding af sandkorn og chili, det kunne altså i den grad mærkes at det virkede. Og min mave, som jeg ellers ikke er glad for at vise frem grundet strækmærker fik også en ordentligt gang massage, da de fortalte mig at jeg havde en del ophobning af vand. I starten skal jeg have behandlinger to gange om ugen og på længere sigt kan det gøres en gang om måneden. Min hud føles langt blødere og mere jævn på ben og baller og appelsinhuden er ikke så tydelig, det tror jeg dog ikke er grundet behandling alene, men også fordi jeg har tabt mig og derfor har mindre fedt på ben og baller.
Det er rart at kunne få en “hjælpende hånd” på denne måde og jeg føler mig allerede langt mere tilpas ved tanken om at skulle gå rundt med bare ben til sommer. Fredag eftermiddag har jeg min næste tid til behandling, hvad de gør afhænger lidt af hvor meget vand jeg stadig har i kroppen. Så jeg skal forsøge at gå 1 time hver dag, det er meget når jeg også skal passe det ind med alt muligt andet og så skal jeg sørge for at drikke rigeligt med vand for at få renset kroppen, lige så stor udfordring, da jeg er sindssyg dårlig til at få drukket nok.
Billedet er fra i søndags, som egentligt er min hviledag, men ældstebarnet ville ud at gå, så det blev til 5 km. i smukke omgivelser.