Kategoriarkiv: IT

Når Instagram bliver til mere end følgere og “synes godt om”

Instagram_phoneEngang brugte jeg udelukkende Instagram som en ekstra feature til min blog, hvor dem der havde lyst, kunne følge lidt mere med i min hverdag. Og særligt når jeg havde travlt i perioder og forsømte bloggen, så var der i hvert fald stadig liv i min Instagram konto. Jeg har hovedsageligt brugt Instagram til at følge andre bloggere, virksomheder og personer jeg har “lært at kende” via bloggen.

Men de seneste måneder har jeg desuden brugt Instragram til at lære mine omgivelser bedre at kende. Både ved at følge steder bl.a. i Madrid, så jeg ved hvad jeg skal besøge næste gang jer er der og jeg burde vist booke et par uger til besøget for at nå det hele, he he. Og så følger jeg personer lige her i mit nærområde, det har bl.a. resulteret i at jeg tideligere på ugen mødtes med en person, dansker rent faktisk og det var måske aldrig kommet i stand uden Instagram.

Personen jeg mødtes med er fotograf og hun har arbejdet indenfor faget i 14 år. Det er jo ganske interessant for mig, nu hvor jeg selv er glad for at fotografere, og ikke tidligere har haft nogle at dele interessen med hernede. Vi har faktisk aftalt en fotosession et sted, hvor jeg selv i lang tid har haft lyst til at fotografere, det skulle gerne blive her i den kommende uge.

En kvinde fra Norge har også skrevet til mig via Instagram og spurgt om vi ikke skulle mødes til en kop kaffe, da hun kan se at vi bl.a. deler samme begejstring for god mad og kaffe – så det skal også snart arrangeres.

Det er ganske hyggeligt at møde nye mennesker den vej og jeg værdsætter det lige så meget som de mange bekendtskaber og venskaber jeg har fået via bloggen, det har helt klart været den største gevinst <3

Oprydning i teknologien

clean_up
Som jeg har været lidt inde på tidligere, så er jeg allerede i fuld gang med at rydde op i de mange nyhedsbreve jeg har været tilmeldt og så har jeg fortsat oprydningen både på computeren og mobilen. Måske har nogle af jer brug for at køre samme tur igennem og derfor har jeg listet min to-do oprydning herunder.

Skrivebordet på computeren: Jeg har for vane at gemme alle mine filer på skrivebordet i første omgang, da jeg føler at jeg nemt kan finde dem der når de skal bruges. Det er også smart ifm. igangværende opgaver, men ellers sørger jeg nu for jævnligt, at flytte filerne over i de forskellige mapper jeg har oprettet til formålet, så skrivebordet er ”rent” og overskueligt.

Billeder (og filer generelt): Det er ikke altid jeg får slettet billeder på kameraet der ikke skal bruges inden jeg laver backup af SD-kortet til computeren. Hvilket betød at jeg var endt med et hav af ligegyldige billeder på computeren. Nu har jeg snart været dem alle igennem og fået dem slettet, så der er frigjort plads på computeren. Næste opgave er at slette en masse filer og dokumenter jeg ikke længere skal bruge.

Mail: Jeg har både min private mailkonto og mailkonti til de to blogs jeg har. Min private mailkonto er over 10 år gammel og med tiden har jeg fået tilmeldt mig en del nyhedsbreve. Gennem de seneste måneder jeg har fået frameldt størstedelen af dem, så de vigtige mails ikke forsvinder i virvaret af nyhedsbreve jeg alligevel ikke læser.
Næste opgave er at få organiseret mine mailkonti for mine blogs, ikke fordi der kommer specielt mange nyhedsbreve (det foregår i privaten), men fordi jeg gerne vil have at de nye mails der tikker ind, med det samme ender i de relevante mapper.

App’s på telefonen: Jeg forsøger at holde min telefon nogenlunde opdateret mht. apps, så jeg sletter dem der ikke bliver brugt. Der er lige de sidste der skal styr på, de vigtigste skal på første side og dem der bliver brugt sjældent ryger i mapper efter kategori.

Når jeg er kommet til bunds vil jeg helt sikkert finde arbejdsdagen (og resterende tid ved computeren) meget mere overskuelig.

Lidt sjov teknologi

I min fortid indenfor PR (for meget lang tid siden, det savnes!), sad jeg i en periode i Tech. afdelingen, hvilket helt sikkert var det mest interessante, nu virksomheden ikke bekæftigede sig med mode. Interessen for teknologi og sjove gadgets  er stadig eksisterende og de to jeg faldt over i dag er jeg lige nødt til at nævne her på bloggen.

iKettle
Den første er iKettle, en wifi elkedel man kan sætte til at koge med en app på sin smartphone. App’en kan registere at man kommer hjem og spørger til om man ønsker at starte kedlen og så får man også besked om når vandet er kogt færdigt, som desuden kan gøres ved flere forskellige temperaturer. Nu er jeg hovedsageligt Nespresso drikker, men jeg kan nu godt se det smarte i kedlen, hvis man gerne vil have vandet koger så snart man slår øjnene op om morgen og kroppen higer efter kaffe ;)

Eller hvis man ser film og vandet skal være kogt til reklamepausen, der er masser af muligheder og selvom det ikke er en uundværlig funktion, så koster kedlen det samme som andre dyrerer elkedler på markedet, så man kunne i realiteten lige så godt investere i den. Eneste ulempe er dog at den har UK stik, så man ville være nødt til også at eje en omformer (og en smartphone selvfølgelig)

smartphone_remoteDen anden ting er denne Smartphone Camera Remote, et selvportræt med telefonen i hånden kan være et problem hvis man ikke lige har et spejl, afstanden bliver ikke god nok. Så nu kan man investere i en lille fjernbetjening til mobilen, så man altid kan tage billeder af selv (eller sammen med venner) uanset hvor man er, bare man ikke er mere end 3 meter væk fra mobilen.
Hvis forbipasserende ikke fandt en selvoptaget før, så kan det godt ske at de gør det nu, he he.

Lidt sjove, men dog ikke livsnødvendige gadgets der koster henholdsvis €117,79 og €17,69.

Blogging fra iPad med Blogsy

Når jeg nu har en iPad til rådighed er det lidt tosset at jeg ikke har sat mig ind i at blogge fra den, men det er så nemt bare at åbne Mac’en og undlade at sætte sig ind i en ny procedure. Omvendt ville det netop være smart at kunne blogge fra iPad’en hvis jeg er på farten eller bare er mageligt anlagt og ligger fladet ud på sengen….ahem.

Jeg troede faktisk at WordPress app’en var det bedste valg når det galt blogging fra iPad, men gik alligevel i gang med at søge og læste at flere anbefalede Blogsy som det bedste. Den er ikke gratis men koster 32 kr. det er sjældent jeg gider at betale for app’s og jeg var også skeptisk i første omgang, men det er jo mindre end en Cafe Latte og så jeg valgte at købe den.

Så indlægget her er altså det første skrevet i Blogsy, ganske lige til når det først er sat op. Skal jeg skrive et længere indlæg vil jeg nok stadig vælge Mac’en og billeder der skal bearbejdes vil jeg også foretrække at hive ind i Photoshop, dog er app’en Aviary (gratis og brugt til ovenvistebillede) også en mulighed. Men sidder du derude og vil blogge fra iPad så prøv Blogsy, der i øvrigt kan bruges til mange andre platforme end WordPress.

Meet my new friend – Mr. Mac vol. 2

Jeg vil lige starte med at sige 1000 tak fordi i gav jeres råd og vejledning i forhold til køb af ny Mac. I var mange der er glade for jeres 13″ og derfor følte jeg mig tryg ved valget af den størrelse. I går blev den nye maskine hentet og gjort klar til brug – fantastisk at man via en Time Machine backup kan flytte alt over fra den gamle maskine. Så faktisk føler jeg er alt er som det plejer bare minus larmen, min gamle maskine lød nogle gange som en helikopter, pænt distraherende når man prøvede at arbejde. Jeg har endnu ikke benyttet den til grafisk arbejde, men umiddelbart føler jeg slet ikke nogen hindring i at jeg er gået en skærmstørrelse ned, jeg har desuden købt en fin ny taske til den, som jeg lige må få vist snarest :)

I øvrigt så begyndte lyset i tasteturet ironisk nok at virke i den gamle maskine, da de stod side om side i går. Jeg har nu heller ikke tænkt mig at den bare sådan skal kasseres, en ny blæser og ren harddisk, så kan den nok godt køre et stykke tid endnu, så min præ-teen kan bruge den til skolearbejde.