Det er ikke længe siden at jeg nævnte at jeg ikke ville skrive noget om varmen, men nu gør jeg det så alligevel – bare for at klage min nød. En af de største udfordringer ved at bo her, er de mange måneder med kraftig varme og det er ikke engang varmen der er det værste, men den høje luftfugtighed der følger med fordi vi bor lige ved kysten. Det resulterer i vasketøjet er lidt længere tid om at tørre hvis ikke det står direkte i solen, håret kruser mere end normalt, huden virker klistret og man føler aldrig rigtig man kan trække vejret helt ned i maven. Varmen plejer at sætte ind i slutningen af juni, juli og august er de varmeste måneder hvor vi stort set dagligt er over de 30 grader, men både september og oktober kan også være ganske varme.
Jeg har lige tjekket vejrudsigten, vi kan forvente endnu mere varme denne uge, så vi ligger på 34 grader om dagen og 26 grader om natten. Jeg priser mig lykkelig over at vi har aircon derhjemme og på kontoret, desuden er det heldigvis meget normalt med aircon i butikker og restauranter, så befinder man sig indendørs slipper man for varmen. Men når man skal rundt får man selvfølgelig varmen at mærke og det tærer lidt på ens energi i løbet af dagen. Det kan godt være at vi har pool og strand, men der smutter jeg jo ikke lige forbi ifm. en almindelig arbejdsdag, så det er bare om at prøve at lade som om det ikke er så slemt, selvom man taler med alle om hvor varmt det er og at det helt sikkert er varmere i dag end det var i går ;-)