Jeg har en vane med at veje mig i tide og utide, men sidste søndag påbegyndte jeg min faste vejedag. Derfor kan jeg også gøre min første status i dag, 1,1 kg. har jeg tabt mig. Det er langt over min forventning da jeg pr. uge satser på omkring 500g og det er fordi jeg samtidigt styrketræner og altså omdanner en del fedt til muskler. Men jeg har jo også gået en del på løbebåndet og al den motion er min krop slet ikke vant til, så det giver pludselig pote.
Den kommende uge bliver nok ret udfordrende, min ældste datter har fødselsdag på tirsdag hvilket bl.a. resulterer i hjemmebagte boller og lagkage. Begge dele vil jeg dog forsøge at holde mig fra, jeg vil nemlig hellere gemme kalorieindtaget til dagen efter hvor jeg selv har fødselsdag, det skal altså fejres med lidt guf.
Jeg lover at tjekke ind igen med et resultat næste søndag uanset om jeg kan dele det med jubel eller skuffelse.