Five, som i fem, som i det er lykkes mig at tabe FEM kilo på to måneder! Jeg er glad, stolt, lettet og måske også en smule overrasket og forundret over, at det har kunne lade sig gøre på relativt kort tid og hvorfor jeg så ikke bare fik gjort det noget før.
Men jeg har også kæmpet for det, uden dog på nogen måde at sulte mig selv de seneste to måneder. Jeg har spist en hel del lækker mad og har både nydt kage, is samt mørk chokolade, som min søde tand nærmest ikke kan undvære. Jeg har heller ikke givet afkald på min Café Latte med helt almindelig komælk. Og så har jeg selvfølgelig trænet en hel del, den forgangne uge blev det kun til tre gange grundet tidspres, men jeg var tilgengæld gearet til det alle tre gange, efter min træningspartner (kæresten) er kommet retur. Jeg er stadig fokuseret på styrketræningen, bl.a. fordi større muskler hjælper med forbrændingen og så fordi hudlaget bliver slappere ved vægttab, men muskler meget gerne skulle fylde det lidt ud ;)
Pt. har jeg brug for at være lidt mere fokuseret på morgenmad og “mad med på farten”, for ellers får jeg simpelthen ikke spist ordentligt, eller nok. Så der skal indkøbes bokse, glas el. lign. jeg kan have mad med i. Jeg har i øvrigt lige lavet de små Paleo Chokoladebrud igen i går og dem kan jeg godt finde på at nappe som morgenmad inden jeg går ud af døren. Her i Spanien fungerer de dog endnu ikke som snack på farten, da chokoladen i dem simpelthen vil smelte, hvis ikke de ligger på køl.
Hav en rigtig god søndag, jeg vil trille på planteskolen inden længe og få købt lidt grønt til stuen.