Et nyt sted slog dørene op i nabobyen Albir i sidste uge, lige ved siden af kaffebaren hvor jeg ofte sidder og arbejder. Jeg har brugt en del tid begge steder den seneste tid, på Beard & Burger for at hjælpe lidt til og ellers bare for at hænge ud fordi jeg finder det hyggeligt.
Det var dog først i dag jeg endelig fik smagt maden og samtidigt taget lidt billeder, da der lige var en kort periode hvor der ikke var så travlt. Spanien er virkeligt blomstret op de senere år når det gælder gode spisesteder, men her hvor jeg bor går det lidt langsommere.
Beard & Burger, som i øvrigt har andet end burgere på menuen er virkeligt et kærkomment hipt spisested, der ligesom kaffebaren tiltrækker et lidt yngre publikum og hovedsageligt spanierne. Det er ikke så normalt i Albir, som er en anelse domineret af ældre “ikke-spaniere”, der lader til at nyde deres pensionistliv. Nu er jeg ikke den store øldrikker, men jeg er nu alligevel ret betaget af at de har fået brygget deres helt egen øl og en eller anden dag hvor jeg ikke bruger undskyldningen “jeg kører bil”, må jeg hellere få den smagt. Indtil videre nøjes jeg bare med kaffe og en burger efterfølgende ;-)