Da jeg skrev om de gode tilbud hos Envii for et par uger siden lige her, endte jeg også med selv at lægge en ordre. Jeg fik hurtigt besked om at pakken var sendt og jeg afventede at det blev muligt at følge trackingnummeret. Men der skete aldrig noget, systemet blev ved med at melde fejl og så skrev jeg til sidst til Envii. De oplyste mig at deres transportør havde mistet en af deres paller med varer, hvor min ordre så også var med og Envii tilbød mig enten:
At vente på at pakken måske dukkede op.
At få tilsendt det jeg havde bestilt, der altså stadig var på lager (2 ud af 3).
At få det fulde beløb retur.
Jeg valgte den sidste mulighed, af to grunde. Når nu den ene ting jeg havde bestilt var udsolgt, så ville jeg da have noget andet. Og så opdagede jeg at de varer jeg havde bestilt i første omgang var sat yderligere ned. Så i stedet for at betalte 450 for 3 strik, så endte jeg med at betale 400 kr. for 2 strik, 2 nederdele og en kjole – så ingen sure miner herfra over en pakkesvipser, men det er selvfølgelig noget bøvlet for Envii.
Det føltes i øvrigt lidt absurd, at stå og pakke to varme strik ud i går, i 36 graders varme. Jeg når altid at tvile på om det nogensinde bliver koldt nok til at bruge sådan noget. Det gør det dog kan jeg forsikre jer om, godt nok får vi ikke sne og frost, men her bliver koldt nok til både strik, tørklæder og vinterjakker.