Vores mandag er startet ganske belejligt, med en lokal helligdag, hvilket har betydet at børnene har fri fra skole. Det er nemlig ikke helt nemt at komme op sådan en mandag morgen efter vi er gået over til sommertid, for det er jo pludseligt mørkt her om morgenen og så virker det unaturligt at skulle stå op.
Jeg glæder mig også over en rigtig rar søndag i går, hvor jeg var god ved mig selv. Jeg har fået en fin vane med at gå en lang tur, forrige søndag kom jeg op på 12 kilometer, denne gang “kun” 8, men det var virkeligt rart at komme ud i det skønne vejr og få rørt kroppen.
Jeg afsluttede gåturen med et let frokost bestående af en quinoasalat og kaffe til. Lidt mærkelig blanding, men jeg kunne ikke vente med det ene fremfor det andet.
Om søndagen er der altid marked i byen Albir og så benytter jeg lejligheden til at købe fine blomster med mig hjem. Lige nu er der sæson for fresia som er en af mine yndlingsblomster, de dufter så skønt, så jeg nyder at have dem stående derhjemme. Jeg var også heldig at spotte ærter, når det gælder sundt “slik” er det noget af det jeg virkeligt godt kan lidt at spise.
Efter at have været hjemme at vende, lavet mad til børneflokken og snuppet et bad, tog jeg ud igen et par timer for at mødes med et par venner til te og shisha. Alt i alt en ret perfekt søndag, kunne dog godt lige have ønsket et par timer ekstra til blogging, for jeg plejer normalt at tage billeder og få en nogenlunde idé om hvilke indlæg der skal udgives den kommende uge. Men nu sidder jeg her og har udgivet det første indlæg, håber flere følger uden alt for mange dage med pause.