Grønne negle kunne vist lige anes på det ene billede i gårsdagens indlæg. De seneste måneder har det været lidt af en sjældenhed at jeg har haft tid til at lægge neglelak, utraditionelt når jeg til tider kunne finde på at skifte næsten dagligt. Men nu hvor der er skolesommerferie og jeg har bedre tid enten morgen eller aften, kan jeg afsætte lidt tid til det.
Desuden er vi ramt af en varmebølge med daglige temperaturer over 30 grader og der er aldrig skyggen af regn. Da jeg ikke er den store badenymfe eller strandløvinde, ja så kan det virke som meget fornuftigt tidsfordriv, at pleje neglene i lidt mere svalende temperaturer indendørs. Imens kan tankerne kredse lidt omkring hvad der mon sker hvis vi vitterligt ikke får nogle regnbyger snart. Måske forbyder de os at vande planter med vand fra hanen og vi skal istedet ud at købe flaskevand til formålet. I værste fald lukker de for vandet og lader det kun være tilgængeligt et par timer, et par gange om dagen. Så der vil blive lidt pres på i forhold til bad, toiletbesøg og når fx. vaskemaskine eller opvaskemaskine skal køre. Jeg har vist aldrig nogensinde ønsket regn, så meget som jeg gør nu!
Nåh men tilbage til neglelakken, de grønne farver er fra Essies forårskollektion, den mørkegrønne er garden variety og den lysegrønne blossom dandy, toppet med Deborah Lippmanns Stairway to Heaven.
* Essielakker er modtaget til test.