Under modeugen tilbage i februar, var jeg udstyret med hele to kameraer da jeg ud over mit eget 550D havde PowerShot SX40 HS fra Canon med til test. Da kameraet har en hel fantastisk mulighed for zoom øjnede jeg chancen for at kunne tage ret gode nærbilleder, selvom jeg evt. var placeret langt væk fra catwalken. Og det lykkes mig også, desuden var det ret belejlig at kunne tage billeder af modellerne backstage imens de var ved at blive gjort klar, uden at jeg gik i vejen fordi jeg skulle helt tæt på.
PowerShot er ikke et spejlrefleks men derimod et kompaktkamera, der dog på mange måder var en god følgesvend i den periode jeg kunne gøre brug af det. Ud over den virkelig gode og næsten lydløse mulighed for at zoome (35x optisk zoom), så har det også et væld af andre gode funktioner bl.a. man kan optage i HD, LCD-skærmen kan slås ud og vippes og drejes og så er det muligt at fastgøre 67 mm objektivfiltre.
Grundet alle disse funktioner og den gode billedekvalitet er det selvfølgelig ikke et helt billigt kamera, selvom det er godt. Den billigste pris jeg kan finde er 2.892 kr. Da jeg i forvejen har et spejlrefleks ville der selvfølgelig ikke være nogen idé i at købe et kamera som dette, så jeg ønsker mig i stedet inderligt et zoomobjektiv jeg er blevet anbefalet. Jeg elsker at fotografere og det ville på mange måder blive meget mere interessant hvis jeg kunne zoome ind på bestemte motiver, objektivet jeg ønsker mig er Canon EF 70-200mm f/4L og det ligger altså på ca. 4.500 kr. det er en del penge, men hvis man bruger meget tid på fotografering (min mand mener jeg overgår de mest inkarnerede fotograferende japanske turister) og anser det for at være en spændende hobby, så er det for mig alle pengene værd.