
For en del år tilbage klikkede jeg jævnligt forbi Esprits webshop, men nu hører det efterhånden til sjældenhederne. Med tiden tror jeg bare at jeg har konstateret at der da ikke lige var noget for mig, uden egentligt at holde øje med udviklingen af deres design. I går klikkede jeg dog lige ind for at snuse rundt og fandt ud af at de altså er med på tidens trend og jeg sagtens kunne lægge nogle kroner og øre i deres webshop.
T-shirten med 1 stk. Fransk Bulldog hvalp er jeg jo nødt til at eje, selvom der måske ikke er noget revolutionerende i sådan et print, så havde jeg bare ikke forventet at se det hos Esprit.
Sweatshirten er i en sand forårsfarve til en ganske fornuftig pris på 299,- den findes desuden i grå, beige og blå – men den viste er den helt rette for mig!
Den grå bluse med lynlåse er nok lidt for varm at gå foråret i møde med, da den er i et mix af 80% uld og 20% polyamid, men det er en af de mange gode udsalgsvarer og derfor sat ned til 249,-
Tweedblazeren er bare en blandt mange fine jakker, jeg synes de gør det godt i den kategori og jeg kan finde mange jakker eller blazere om man vil, til pænt brug. Denne er også sat ned fra. 1.299,- til 399,-
Endnu en farverig sag i form af en glitrende netpullover som Esprit helt præcist kalder den. Gul og limegrøn er ikke lige farver jeg er mest tilbøjelig til at hoppe i, men jeg tror blusen vil være utrolig fin stylet med en masse sort – så vil jeg i hvert fald føle mig på sikker grund.
Sidst men ikke mindst en fin hvid skjorte med sorte kontraster, de 100% polyester den er fremstillet i ville dog gøre at jeg ville være noget tøvende med at klikke den hjem, men designet kan jeg nu godt lide.
Deres udsalgskategori er værd at tage et kig på, jeg skal dog personlig begrænse min shopping lidt, men både frenchie tee og den ferskenfarvede sweatshirt står nu højt på ønskelisten, måske skulle jeg prøve at opstøve tingene i en af deres fysiske butikker.
Hvilket forhold har I til Esprit, er det et sted I handler eller en shop I klikker forbi, eller har I ligesom jeg ikke været opmærksom på mærket i lang tid?
EDIT: Siden jeg skrev mit indlæg har der været flere sponsorede Esprit indlæg i blogland. Jeg vil derfor gerne pointere at dette indlæg IKKE er sponsoreret på nogen måde, men at det blot er en tilfældighed at jeg nåede at finde interesse for mærket og skrive om dette.