Tag-arkiv: gif

Hjemmearbejde og overspringshandlinger

Zara_scarfJeg har arbejdet hjemmefra de seneste dage, det har været rigtig rart og passet mig ganske godt. Motivationen har været i top ikke mindst fordi solen har strålet alle dage og så står der to store blomstrende jasminbuske på terrassen og dufter så skønt, hvis terrassedøren er på klem spreder den skønne duft sig endda i hele stuen. Så jeg har været produktiv og faktisk nået mere end jeg plejer, også selvom jeg har en helt fantastisk egenskab i overspringshandlinger.

Jeg synes fx at det er alt for lang tid siden at jeg sidst har haft et af de der animerede billeder på bloggen, så det måtte lige afprøves samtidigt med at jeg så kunne vise det tørklæde jeg på et tidspunkt købte i Zara. At man så ikke kan se hvor fint tørklædet glitrer i solen og at jeg rent faktisk stadigvæk har morgenhår (og ej heller har nået frisørbesøg endnu) er en helt anden side af sagen. Hvis ellers det tekniske ikke driller kommer der flere af den slags gif’s på bloggen, men nu må jeg nok hellere få afsluttet de sidste arbejdsopgaver for i dag.

Cleopatra In New York – showoff test

Som man nok kan gætte ud fra min Instagram, som også kører ude i højre kolonne, så endte jeg med at købe Deborah Lippmanns AW12 lak Cleopatra In New York. Da jeg havde mulighed for at spare 20% og der var fri fragt, valgte jeg at klikke den hjem og mørk lak med guldglimmer er jo ret perfekt til denne årstid. Grunden til at jeg skriver mørk lak og ikke sort er faktisk fordi lakken har en anelse mørkelilla toner – på mine negle i hvert fald, googler man swatches ser lakken dog helt sort ud. Jeg har to lag på, måske ville 3 være bedre, eller også kunne man vælge en sort bund først og så et enkelt lag af Cleopatra In New York, uanset hvad er lakken heldigvis nem at arbejde med, på trods af de mange glimmerpartikler.

Som noget nyt når jeg viser en neglelak på bloggen, vil jeg prøve at gøre det med en gif for at give et bedre indtryk af evt. glimmer og lign. I morges nåede jeg lige at lave denne gif som et lille forsøg, den er ikke optimal da der er for meget bevægelse i hele billedet, men det giver lidt en idé om hvordan det virker ;)

Deborah Lippmann Cleopatra In New York fås her til 158 kr.