Vi var i Madrid sidste weekend, hovedformålet var pasfornyelse men der var også tid til at nyde byen og prøve nogle af de steder jeg havde fundet via Instagram. Siden hjemkomst mandag aften har jeg haft lidt travlt, min ældste datter havde fødselsdag onsdag og jeg manglede stadig at købe et par gaver og så havde jeg selv fødselsdag torsdag, ikke at det krævede den store planlægning, men det inkl. nogle arbejdsopgaver er altså årsagen til stilheden herinde.
Glimt fra Madrid skal I dog ikke snydes for, det er altid noget at fortælle omkring byen. Vi boede på to forskellige hoteller denne gang, fordi vores favorit ikke var ledig den første nat. Jeg sværger stadig til Petit Palace President grudet deres gode placering i byen og den moderne indretning.
Der var ikke overraskende, ganske varmt i Madrid. Men luften var ikke fugtig som ved kysten og derfor var det til at holde ud. Normalt ville jeg holde mig indendørs i dagtimerne, men det er jo ikke så spændende at bruge hele dagen indendørs, når man er i Spaniens pulserende hovedstad.
Vi lagde vejen forbi burgerstedet Goiko Grill, hvor vi også var sidst og efterfølgende tog vi forbi BaniBanoo, som er et af de nyere steder i byen. En moderne persisk café med lys og indbydende indretning.
Siden vi var i byen sidst er der også åbnet nye kaffebarer. Lots Coffee House var desværre lukket over weekenden, så den nåede vi ikke at besøge. Til gengæld nåede vi forbi Coffee & Kicks, en lille hip kaffebar med en passion for sneakers (og kaffe selvfølgelig), der dog ikke kan måle sig med min favorit Toma Café, som ud fra min erfaring laver den bedste kaffe i byen.
De gange vi har været i Madrid har vi formået, at holde os fra de aller mest turistede steder. Jeg er jo sådan set selv turist, men jeg føler det autentiske Spanien forsvinder lidt i mængden af turister hvis der er for mange af dem samlet ét sted. Og så opstår der fx. lidt tosset turistunderholdning, som Spiderman herover.
Vi var i området for at besøge et af de indendørs markeder der var, ganske interessant men en anelse stressende at besøge med børn, da vi var lidt bange for at de ville blive væk i menneskemængden, så det blev et kort visit der, inden vi bevægede os tilbage til mere rolige omgivelser.
Selvom jeg ikke formåede at tage billeder, er jeg lige nødt til at nævne min bedste madoplevelse i byen – Sala de Despiece. Et yderst gennemført koncept, med indretningen og den mad der blev serveret i showcooking stil. Vi havde ikke bestilt bord, men kom alligevel ind, stod op, næsten som sild i en tønde. Men det generede mig ikke, jeg var lidt betaget af det hele og sugede indtryk til mig. Der er en del billeder her via google og en ven vi havde med, optog denne lille video.
Vi valgte i øvrigt muligheden for at hente de nye pas når de er færdige, så der er Madrid på programmet igen om nogle uger :)