December burde i mine øjne være sådan en måned fyldt med hyggelige stunder. En smule travlhed er forventeligt, men fuldstændigt uforudsete ting, der giver sved på panden er ikke hvad jeg forventer af december. Men det er efterhånden hvad jeg forbinder måneden med.
For to år siden var det vores franske bulldog Elvis der pludseligt udviste alvorlige sygdomstegn. En slem diskusprolaps i nakken, der påvirkede hele hans rygsøjle, gav ham ulidelige smerter. Efter samtale med dyrlæge, der mente en operation ville være yderst vanskelig kombineret med at han ikke lod til at have det mest venlige hundesind, valgte vi at sende ham til hundehimlen. Selvom vi havde fået vores anden Franske Bulldog Stitch, der på det tidspunkt var 10 måneder gammel, lagde vores farvel til Elvis lidt en dæmper på julestemningen.
Sidste år skete der så en ny og uventet ting. Min kærestes sekretær, som tog sig af de mange spansksprogede opgaver, samt bankanliggender, sagde op fra den ene dag til den anden den sidste dag i november. Normalt har man 15 dage før man går fra, så man kan videregive sine opgaver, men hun smuttede altså fra den ene dag til den anden uden at videregive noget som helst. Det kom fuldstændigt uventet, for vi havde et relativt tæt forhold til hende og min kæreste så af og til hendes mand privat. Vi anså hende som værende en tæt og loyal person, men det var ikke tilfældet.
Det var noget af en omvæltning for mig, der pludseligt skulle tage over på en masse ting. Jeg kunne trække lidt på en bekendt når sprogede drillede, men meget klarede jeg selv. Situationen gjorde pludseligt julestemning mv. ret irrelevant, det vigtigste var bare at klare sig igennem december med hovedet oven vande.
Det var hårdt for et år siden, men det har styrket mig enormt meget som person, både privat men også i arbejdslivet. Jeg har opbygget en stor tiltro til mig selv og hvad jeg kan, det kan jeg kun være tilfreds med. Nu er nedtællingen til december så småt i gang, et eller andet sted tør jeg slet ikke forvente en rolig måned fyldt med julehygge. Jeg er nærmest forberedt på det værste og går det stik modsat, kan jeg jo kun blive positivt overrasket.