Jeg har tidligere skrevet om at jeg helst går med danske mærker, fordi jeg synes at dansk mode gør det godt og jeg er stolt af det. En anden grund er, at sandsynligheden for at jeg møder en på gaden med samme bluse som mig ikke er så stor. Det er en af mine små finurligheder, jeg vil helst ikke have det samme tøj som andre i min omgangskreds, så vi måske pludseligt ender med at troppe op på kaffebaren i samme strik og det er altså ligegyldigt om der står Zara eller Gucci i nakken. Jeg vil også hellere end gerne have folk bemærker at jeg går i noget de måske ikke lige har set før, så de spørger til det og jeg så stolt kan fortælle at det er fra Danmark.
Måske spekulerer jeg mere over sådan noget end andre, men jeg bemærker i den grad også hvad folk har på og jeg ved nu at to i min omgangskreds + en tilfældig kvinde jeg så på gaden har den samme fluffy koboltblå og meget iøjnefaldende strik fra Zara.
Når der er udsalg har jeg efterhånden også droppet at gå i Zara og lignende for at bruge mine penge. Zara fordi kvalitet og pasform lidt for tit skuffer. Jeg kan lige så godt klikke noget hjem fra de danske mærker og få noget virkeligt lækkert og for mig ret unikt. Den blå strik på billedet er faktisk købt med rabat tidligere på måneden, da Companys lokkede med -40% i en kort periode og jeg er virkeligt glad for købet da den er så pæn og i en lækker kvalitet. Jeg kommer nok også til at klikke lidt mere hjem de kommende uger, for at opdatere garderoben.