Grundet julefrokost i mandags, havde jeg for en enkelt gangs skyld kastet mig ud i røde læber, kan ikke mindes det er sket andre gange i 2016. Jeg havde desuden sikret mig at farven ikke smittede af på nogle måder, da jeg vidste der skulle kindkysses en masse og selvom det oftest gøres lidt ud i luften, er det bedre at være på den sikre side og ikke smitte af på andre.

Noget der i øvrigt gået op for mig er, at jeg savner at kramme. Altså kramme mennesker der står mig nært, når jeg møder dem. Her i Spanien bliver der kindkysset til den store guldmedalje og det er ikke helt mig, nogle gange føler jeg mig helt tvunget.

At kramme kan man gøre i mere eller mindre intens grad. Der er de der hurtige kram hvor man næsten kun lige mødes skulder ved skulder og så kan man trække den helt ud til et længere dybere kram, hvis man er virkelig glad for at se personen. Se det ville virke akavet med et længere dybt intenst kindkys, det kan man vist ikke rigtigt, ha ha. Kender I ikke også de dage hvor man bare har brug for et kram, måske ikke noget man skilter med men bliver man tildelt et, kan det gøre ens dag meget bedre.

Nogle gange springer jeg kindkysset over, hvis det er en person jeg arbejder sammen med eller ser hver dag, ofte flere gange om dagen. Jeg synes også at man med et kindkys nogle gange kommer for tæt på og så kan jeg ikke altid læse folk, så jeg ved om det er helt ok bare lige at sige “hej” uden at kindkysse eller jeg pludselig virker uhøflig.

Måske skulle jeg bare indføre flere kram i 2017!