Det slog mig forleden at jeg aldrig har været normalvægtig i al den tid jeg har drevet bloggen. Og når jeg skriver normalvægtig, så mener jeg det jeg vejede før jeg fik børn og imellem mine graviditeter. I august 2007 blev jeg gravid med mit fjerde barn og i den forbindelse røg der også en masse kilo på, som aldrig forsvandt helt igen. Så det er ikke fordi jeg har intentioner om at ryge unaturligt langt ned i vægt, jeg vil bare så gerne tilbage til min normalvægt.
Det går langsommere nu med vægttabet end det gjorde i starten, men min tålmodighed er heldigvis stor. Og hvis jeg gav mig 100% i stedet for de nogle og 80, ville der også ske mere. Men jeg har det godt i dette tempo og jeg hopper i nyt gammelt tøj, som bare har været gemt væk til den dag det ville lykkes for mig. Nu er jeg nærmest blevet kjolepige og jeg føler mig ret godt tilpas i de kropsnære kjoler, der kan fremhæve min tilbagevendte timeglasfigur.
Status siden sidst er, at jeg nu har tabt samlet 6 kg. Fortæret 5 macarons, helt for mig selv (i smug, da jeg ikke ville dele) og fundet ud af at det er et farligt bekendtskab, at vide de kan købes til 1€ stk. – de er virkeligt gode! Jeg står mindre på løbebåndet fordi jeg hurtigt begynder at kede mig, men går hellere end gerne en lang tur ude i det fri. Til gengæld styrketræner jeg mere, men skal snart passe på træning af biceps, da jeg ikke har intentioner om at få kæmpe overarme, he he.
Håber I har haft en god dag indtil videre, her føles det lidt som fredag da ungerne har fri de næste to dage. Jeg ser frem til et par fridage, da jeg netop har afsluttet en vigtig og tidskrævende arbejdsopgave.