Indlægget her har været længe undervejs, siden juni faktisk og i perioder har jeg nok bare fortrængt episoden. Men jeg har også brug for at fortælle historien og fortælle hvorfor jeg nærmest fra den ene dag til den anden valgte at ændre min livsstil og passe bedre på mig selv.
Tilbage i juni måned modtog jeg tidligt om morgenen et opkald fra min svigerinde, jeg var lidt befippet over at blive vækket af telefonen og fik ikke taget den. Men min svigerinde ringer aldrig til mig så tidligt om morgenen, så jeg vidste godt, at der var noget galt. Jeg ringede hende op og hun sagde hurtigt ”din far lever, men han fik et hjertestop i nat og måtte genoplives”. Hun var rolig og fattet og det forblev jeg også, hun er sygeplejerske, lige nu på en hjerteafdeling, og er vant til at snakke med pårørende, så hun vidste hvordan hun skulle tackle situationen.
Jeg fik hele historien fortalt omkring hvordan min far havde fået en blodprop i hjertet, men heldigvis ikke var alene da det skete. Derfor kunne hans kone påbegynde hjertemassage, mens deres fælles datter ringede 112. I en kort periode var han faktisk ikke i live, men ambulancepersonalet fik genoplivet ham og bragt ham til hospitalet. Jeg tog selvfølgelig hurtigst muligt af sted til Danmark, hvor han imellem tiden, var kommet mere til sig selv og ikke havde fået nogle mén, andet end hukommelsen var blevet påvirket lidt af det hele. Efter nogle uger gennemgik min far en mindre operation, hvor han fik indsat en ICD, der kort fortalt er en lille mekanisme der kan give hjertet stød hvis hjerterytmen bliver unormal.
Vi har ikke nogle arvelige hjertesygdomme i familien og jeg er ret sikker på, at det er en knap så sund livsstil der har svækket hans hjerte, både rygning og ikke mindst dårlige kostvaner og for lidt motion. Derfor valgte jeg at ændre min livsstil og tænke mere på min krop, ved at motionere mere og spise sundere. Episoden var en kæmpe øjenåbner for mig og det kan godt være, at jeg for et halv år siden egentligt havde det ganske fint, men jeg levede ikke særligt sundt og hvis jeg fortsatte sådan de næste 20 år frem, ville jeg måske også blive hjertepatient en dag.
Min far har det efter omstændighederne godt i dag og fortæller mig, at han nu er begyndt at spise sundere og bevæge sig noget mere. Jeg kan jo prøve ham af når jeg er starten af december tager til DK for at sige god jul til familie og venner. Til den tid er vi begge forhåbentligt blevet endnu sundere.