Jeg er vild med mad- og drikkekoncepter, hvor personerne bag virkeligt brænder for det de laver og har fået udarbejdet et godt koncept. Måske lægger jeg mere mærke til den slags og værdsætter det højt, fordi der er langt imellem de gode steder her hvor jeg befinder mig i Spanien.
Der er alt for mange steder med tarvelig mad og absolut ingen interesse for velsmagende kaffe, men heldigvis har jeg bl.a. glæde af en hyggelig kaffebar, der kan tilfredsstille min daglige kaffetørst. Og så er der konditoriet, der selv laver alle de ting de sælger, som hovedsageligt er kager, små chokolader, macarons og is.
Et koncept, som jeg desværre ikke lige har rundt om hjørnet, men dog er nødt til at dele fordi det er så fint, er Nectar & Stone med base i Melbourne. Billederne herover vidner bestemt om, at de har fat i det helt rigtige, både når det gælder kager og chokolade til events og andre særlige lejligheder. Er du nysgerrig kan du se meget mere på deres hjemmeside og måske finde inspiration til næste bageprojekt.
Kan du lide guf i dit Instagram-feed er de også at finde derinde med profilen nectarandstone.