Vores Sankt Hans aften i går forløb ganske stille og roligt, vi havde nok valgt at tage den by med mindst festivas, men bevares de fleste mennesker skulle vel også op på arbejde dagen efter. Dog var mange samlet i større flokke på stranden og havde selv tændt bål, vi var bare ude for at gå en hyggelig tur og spise lidt is, jeg valgte at knipse lidt stemningsbilleder samtidigt.
Altea er på mange måder kontrasternes by. Den gamle bydel omkring kirken, ser bl.a. således ud og så ligger der arkitekttegnede millionvillaer i udkanten af byen.
Der er pyntet op i byen ifm. San Juan.
Jeg glæder mig over Altea trods alt er en ganske frodig spansk by. “Trods alt” fordi vi har haft det tørreste forår og fordi vandstanden i mange vandreservoir er på det laveste niveau nogensinde.
En byge truer i horisonten, men den udviklede sig ikke og sådan er det ofte. Jeg håber at den varme sommer de lover, resulterer i en masse tordenbyger der kan kaste godt med vand af sig!
Den yngste ville med på billedet og det kunne jeg ikke lige sige nej til, hun deler vist i øvrigt samme glæde for sort tøj, som sin mor ;-)
Her et af de mange bål på stranden, som folk selv havde tændt. Næste år må det være vores tur til at lave eget bål.