Jeg havde ikke noget imod at kunne prale med, at jeg har masser af tid til rådighed, men som så mange andre mennsker kunne jeg godt bruge lidt flere timer i døgnet. Det skal dog ikke afholde mig fra at bruge tid på noget, som godt kunne virke lidt ligegyldigt, men som alligevel betyder noget for mig, da jeg er glad for lister og systemer. I lang tid, mindst et år, har jeg været ret fokuseret på at rydde op og ud i mine ting. Jeg har nærmest været “samler” hele livet og nu vil jeg bare gerne af med alle de ting, der aldrig rigtig bliver brugt og alligevel bare ligger og fylder.
Mine Essie lakker skal dog (næsten) ingen steder, tilgengæld vil jeg gerne have helt styr på hvad jeg har, hvilke farver jeg bør skille mig af med da de vitterligt aldrig bliver brugt (skrig orange er ikke helt mig) og hvilke farver der så rent faktisk mangler. Mange farver minder meget om hinanden, men jeg føler mig ret sikker på at der er nogle nuancer der mangler. Og når jeg har skrevet alt ind i et Excelark, vil jeg finde billeder af alle lakkerne på Essies hjemmeside og gemme dem i en mappe på computeren. Så skulle jeg kunne få et overblik over de farver jeg gerne vil eje og i samme omgang lede efter en bedre opbevaringsmulighed end den kæmpe skotøjsæske jeg pt. benytter mig af. Men når jeg ikke rigtigt har plads til flere møbler, en kommode eller lign. eller kan hænge noget på væggen, så bliver det en anelse svært. Et gulv display der kan dreje rundt, á la det man finder i butikker vil bestemt ikke være dårligt ;-)