Tag-arkiv: opbevaring

DIY – Min opbevaring af tørklæder

Lige inden jul lykkedes det mig at få skåret alle paprørene færdige, så jeg kunne lime i helligdagene og inden nytår stod jeg med min færdige løsning til opbevaring af tørklæder. Idéen kom til mig for lang tid siden, først havde jeg tænkt på at bruge nedløbsrør, men det ville være for dyrt og besværligt, i stedet valgte jeg en meget billigere løsning, nemlig paprør, dem man normalt bare bruger til forsendelser. Jeg googlede og valgte at købe dem her hos billigemballage.dk derudover har jeg brugt, en snor, farveblyant, en god hobbykniv, kontaktlim og klemmer.

Et rør kunne jeg få skåret ud i fire dele, plus et lille stykke der blev til overs. Den første streg til at skære efter satte jeg ved at binde en snor om røret og tegne efter den, efterfølgende brugte jeg et andet rør at tegne efter, som I kan se herunder. Jeg har valgt at lime dem sammen 4×5, så de enten kan bygges videre i højden eller bredden, for at være sikker på de sad ordentligt sammen imens limen virkede, brugte jeg tøjklemmer, inden jeg fjernede klemmerne har jeg nok ladet limen virke en 6-8 timer. Det eneste jeg stadigvæk overvejer er at spraymale dem hvide, så de altså både er hvide indvendigt og udvendigt, men der skal vejret være noget bedre før jeg kan lade det stå og tørre udenfor.

Det er selvfølgelig et lidt tidskrævende DIY, men det har været al tiden værd! Jeg er glad for at mine tørklæder nu kan ligge foldet og rullet i disse rør i stedet for i skuffer som tidligere, for mig er dette den mest overskuelige form for opbevaring. Der kan i øvrigt købes låg til ved siden af 20 stk. koster 37,50 kr. Spørg endelig løs hvis der er noget I er i tvivl om :)

Mobilbilleder af processen

Min kommende tørklædeopbevaring – DIY

Jeg har så mange små projekter jeg gerne vil have ført ud i livet, men der skal ofte en kæmpe portion overskud til for at jeg overgiver mig til kreative udfoldelser. Jeg er dog i gang med et af projekterne og det er ny opbevaring af mine tørklæder, paprør der skæres i den rette størrelse og senere skal limes og formentlig også spraymales. Lige pt. er de færdigskårne linet op på min lille kommode for at give mig en idé om det færdige resultatet, det skulle gerne blive til 40 små rør når jeg er færdig…..inden jul forhåbentligt.

Og nu jeg lige er i gang med at omtale opbevaring, så er her et lille kig til højt elskede sættekasse, der har været på bloggen en del gange og snart kun indeholder Essie lakkerne. Denne form for opbevaring gør det virkeligt overskueligt for mig at vælge den rette farve neglelak, men jeg kunne bestemt godt bruge en sættekasse mere og det skal jeg også have en dag når der bliver plads til det. Den hvide forhandles pt. ikke online, men man kan stadig få udgaven i ubehandlet fyrretræ til 129,- og så kan man jo male den, i den farve man ønsker.

Opbevaring af neglelak

Jer der har fulgt med længe har set den før, min hvide sættekasse jeg bruger til opbevaring af neglelak (og andre småting). Jeg har vist billeder af den før både her og her, men indhold og placeringer har ændret sig med tiden. Jeg kan godt lide at jeg kan se mine lakker, det giver det bedste overblik og de små rum der var tomme i starten er nu fyldt op med ringe og andre småting. Jeg ville meget gerne have en sættekasse mere, for jeg mangler plads til flere af mine lakker. Men så længe sættekassen ikke kommer op og hænge, kan det ikke lade sig gøre da jeg ikke har plads til at have den stående på kommoden. Så lige nu ligger resten af mine lakker i en lille skuffe, hvilket jeg føler giver mig det næstbedste overblik – det var faktisk Malsens indlæg der gav mig idéen til at lægge dem i skuffen, ellers stod de faktisk bare og fyldte foran sættekassen.

Hvis nogle af jer skulle være fristet af eje sådan en sættekasse så kan den købes her til 199 kr.

New In: Pieces Makeup Box

Jeg var på shoppingtur i Fields i går, det var dog begrænset med shoppingen synes jeg selv for det var ikke meningen at der skulle købes vildt ind, jeg ville bare se hvad butikkerne har at byde på for tiden. Jeg gik bl.a. i Pieces for at se hvad de havde af pæne smykker, det blev dog en helt anden ting der fangede min opmærksomhed, nemlig denne boks der kan bruges til opbevaring af makeup…
Den kostede oprindeligt 399,- men var sat ned til 100,- og da jeg i meget lang tid har manglet en taske eller boks til makeup var den ingen tvivl – jeg skulle eje den! Min makeup bliver opbevaret i soveværelset, men jeg slæber det dagligt ind til spisebordet i stuen for at kunne sidde og lægge det i et naturligt lys. Noget har ligget i en pose og andet i forskellige kasser, nu kan jeg samle det hele og nemt slæbe det frem og tilbage, meget fornuftigt køb jeg har gjort mig hvis jeg selv skal sige det ;)

Opbevaring af produkter – DIY

Som jeg bl.a. har nævnt på Facebook, så fik jeg købt magnettavle og magneter for lidt tid siden så jeg kunne lave det lille produktopbevarings DIY. Det er endnu ikke meget jeg har fået hængt op, men tavlen kommer nu heller ikke til at blive helt fyldt. Jeg har en del liggende jeg skal have smidt ud og jeg kunne heller ikke finde på at købe løs af nye ting bare for at få fyldt op. Faktisk har jeg det godt med få gode ting med mindre jeg samler, som jeg gør med neglelakken og læbestifter vil jeg også gerne have flere af, ellers behøver jeg ikke så meget.

Magnettavlen købte jeg i IKEA for 80 kr. og magneter + superlim blev købt i Panduro Hobby. Det er en billig, smart og overskueligt løsning og så står den i badeværelset sammen med en masse af mine hårprodukter og lign. som også står fremme, så det er nemt at komme til.