Tag-arkiv: Parfume

Seneste køb på skønhedsfronten

beauty_buys_marchJeg har købt lidt nye skønhedsprodukter, måske er det til dels stadig en form for trøsteshopping for den Clean Rain parfume jeg skubbede på gulvet, så den gik i stykker – damn you flisegulv! Godt nok var der lidt under halvdelen tilbage, men alligevel var det da ret ærgerligt.

Den spanske webshop hvor jeg købte duftene fører ikke Clean, så jeg måtte vælge noget andet:

1: Contradiction fra Calvin Klein er en gammel klassiker for mig, sådan en kæresten introducerede mig for, for mange år siden da jeg fik den af ham og så har jeg faktisk ikke ejet den siden. Prisen var fin og den blev lagt i kurven fordi jeg måtte eje den anden duft.

2. En af mine all time favorites er Rose fra spanske Roberto Verino. Den er ikke længere til at opstøve i butikker, så jeg jagter den af og til på nettet, jeg havde først fundet den på ebay, men den er billigere at købe i spanske webshops. Og så kunne det i øvrigt bedre svare sig at købe flere små end én stor, så jeg kan klare mig et stykke tid nu ;)

3. Jeg har altid sværget til Solar Oil, når mine neglebånd skulle plejes, fordi min daværende negledame brugte den. Men nu hvor jeg efterhånden har et stor samling af Essie lakker, syntes jeg at det var på tide at prøve deres Apricot Cuticle Oil. Jeg er allerede blevet glad for den og kan desuden rigtig godt lide duften!

4. Lakken her med navnet Beach Bum Blu har været på bloggen før, det var den der ikke kunne klare en tur med posten, så den var gået i stykker, men det var muligt for mig lige at prøve den en enkelt gang. I sidste uge bestilte jeg den hjem igen og denne gang ankom den uden problemer og ganske hurtigt. Jeg bestilte i øvrigt de to Essie produkter hos denne ebay sælger.

Lige for tiden dufter jeg af…

…Clean Rain og det er altså ikke fordi jeg render rundt ude i de spanske regnbyer. Jeg har fået en fin lille praktisk 15 ml. rejsestørrelse af den skønne Clean duft og selvom jeg er ganske begejstret for duften, så blev den for alvor godkendt da manden sagde “du dufter godt skat”. Jeg er så super god til at tage imod komplimenter og svarede ærligt og lettere fnisende “øhm tak jeg har lige vasket hænder”, men han fik dog hurtigt fortalt at det altså var parfumen – tænk jeg troede faktisk ikke engang han havde bemærket den.

Nu har jeg den første Clean på hylden og jeg kunne godt finde på at købe flere at de små 15 ml. størrelser, der også fås i varianterne Warm Cotton og Skin, skal i hvert fald ud og dufte til dem! Prisen er 190 kr. og de forhandles bl.a. i Matas, Magasin, Sephora og Salling.

Produktet er modtaget til test.

Gucci EDP II

Jeg er allerede så weekend klar at jeg gik omkuld tidligere og tog en lur, havde det været fredag havde det så resulteret i at jeg ville sidde oppe det halve af natten, men nu er jeg selvfølgelig nødt til at gå i seng inden det bliver alt for sent så jeg kan komme igennem fredagen – godt dagen ikke ser ud til at blive travl!

Og apropos arbejde så fik jeg denne parfume af en af firmaets samarbejdspartnere forleden, ret heldigt det lige blev den for det er faktisk en af mine favoritter og den jeg har nu er der kun få dråber tilbage af. Nogle dufte må bare aldrig forlade min samling, har I det på samme måde – er der en duft der bare altid vil stå på hylden?