Jeg har så mange små projekter jeg gerne vil have ført ud i livet, men der skal ofte en kæmpe portion overskud til for at jeg overgiver mig til kreative udfoldelser. Jeg er dog i gang med et af projekterne og det er ny opbevaring af mine tørklæder, paprør der skæres i den rette størrelse og senere skal limes og formentlig også spraymales. Lige pt. er de færdigskårne linet op på min lille kommode for at give mig en idé om det færdige resultatet, det skulle gerne blive til 40 små rør når jeg er færdig…..inden jul forhåbentligt.
Og nu jeg lige er i gang med at omtale opbevaring, så er her et lille kig til højt elskede sættekasse, der har været på bloggen en del gange og snart kun indeholder Essie lakkerne. Denne form for opbevaring gør det virkeligt overskueligt for mig at vælge den rette farve neglelak, men jeg kunne bestemt godt bruge en sættekasse mere og det skal jeg også have en dag når der bliver plads til det. Den hvide forhandles pt. ikke online, men man kan stadig få udgaven i ubehandlet fyrretræ til 129,- og så kan man jo male den, i den farve man ønsker.