I dag var vi en tur på havet med et vennepar, jeg var godt smurt ind i solcreme men forsøgte alligevel at få lidt farve på benene. Nu lader det dog til at det snart bliver køligere så jeg nok undlader bare ben, typisk! Jeg tog et hav af billeder af stort set samtlige seværdigheder og interessante bygninger, da det jo ikke lige er hver dag man kan fotografere fra havet af, vil dog undlade at poste dem alle på bloggen. Men jeg vil lige fremhæve begivenheden Københavns Sandskulptur Festival 2012 der ligger ved Ofelia Beach bag Skuespilhuset og som også kan ses fra Amaliehaven, vi beundrede det igangværende imponerende byggeri fra vandsiden! Jeg har altid fundet strækningen fra Nyhavn langs vandsiden forbi Amaliehaven og videre ud til Kastellet helt perfekt til en lang dejlig gåtur hvor der er masser af ting at se på og gode caféer at sidde ved og det er da en bonus med de sandslotte, der kan opleves i København frem til 5. august.
Jeg gør alt hvad jeg kan for at nyde fritiden og byen, inden længe forventer jeg også at købe mig et nyt årskort til Tivoli. Jeg elsker stemningen derinde og tager gerne derind bare for at drikke en kop kaffe.