Tag-arkiv: selvforkælelse

Status på selvforkælelse i marts og fortsættelsen i april

nature
Det må være tid til en status og det er en god en, det er nemlig gået rigtig godt med selvforkælelsen i marts. Jeg tror også det har været hjulpet rigtig godt på vej af foråret, jeg har nemlig haft langt større lyst til at gøre en masse ting, grundet bedre vejr og mere lys. Jeg har været mere glad og haft mere energi.

Status er som følger:

Et besøg på planteskolen – Jeg kom afsted allerede i begyndelsen af marts, så udvalget var stadig ikke så stort, men jeg fik købt en lille jasminbusk, som jeg valgte at stille indendørs i soveværelset. Jeg eeeelsker duften, kæresten kan næsten ikke få luft og mener at den bør ryge udenfor, men jeg vil ikke have tissemyrer i min plante!

Læse en bog – En af de få ting jeg ikke fik gjort, så det er stadig planen at gøre det.

Købe 3-5 skønhedsprodukter – Oh yes, jeg gik all-in og fik købt en del som jeg fandt nødvendigt eller bare gerne ville prøve. Mere om det i et andet indlæg.

Afholde søndagsspa: Det gjorde jeg den første søndag. Siden da har jeg ikke fået gjort det, MEN jeg har fået mig en langt bedre skønhedsrutine og passer langt bedre på hud og hår osv. Så jeg er ret tilfreds med min indsats!

Motion – Også dette er gået rigtig godt. Faktisk har jeg fået gået langt mere end jeg regnede med, så sent som i fredags fik jeg lige klemt en aften-powerwalk på 5 km ind i programmet. Søndag er normalt dagen jeg går langt og i dag har jeg planlagt den helt store tur, som i hvert fald kommer til at tage et par timer.

Solbadning – Det er ikke sket, jeg synes simpelthen at det har været for koldt at ligge i solen. Satser på at det bliver muligt i påskeferien i stedet.

Købe sommertøj – Jeg fik købt lidt, udelukkende sort dog. Så jeg må lige tage mig sammen og se om jeg kan finde noget der er lidt mere sommerligt.

Jeg har tænkt mig at fortsætte den gode stil i april, med endnu mere fokus på den sunde del. Så den kommer til at stå på masser af gåture og hjemmeøvelser. Endnu sundere kost, selvom jeg allerede synes jeg er ret dygtig, men der kan nok komme endnu bedre variation i hvad jeg indtager af sunde madvarer. Og så vil jeg stadig være ret fokuseret på skønhedsdelen, da jeg er glad for min nuværende rutine, men også stadig har en del produkter på ønskelisten.

Fokus på selvforkælelse i marts

fresia
Jeg havde en intention om at passe bedre på mig selv i 2017, komme ned i gear noget oftere og forkæle mig selv noget mere. Det er ikke gået helt efter planen de to første måneder af 2017, så jeg sætter alle sejl ind her i marts! Sådan lidt som et forsøg, ved sgu ikke helt om jeg kan finde ud af at koble ordentligt af. Jeg har masser af idéer til ting jeg kan lave der gør mig gladere, sundere og mere afslappet, men det skal selvfølgelig heller ikke blive stressende, hvis jeg føler jeg skal nå en masse. Men min marts måned må godt indeholde noget af det herunder.

Et besøg på planteskolen – De må snart få en masse nye forsyninger og jeg bliver i godt humør af at gå rundt blandt velduftende og farverige blomster og planter. Og så vil jeg nok også købe lidt planter med hjem.

Læse en bog – Jeg kan simpelthen ikke huske hvornår jeg sidst har læst en bog (som ikke var en kogebog) og jeg vil gerne koble af fra onlineverdenen på den måde.

Købe 3-5 nye skønhedsprodukter – Jeg har stadig mit første skønhedskøb til gode i 2017, så det må være på tide med lidt nyt, der er noget hår og hud der skal plejes.

Afholde søndagsspa – Bare mig og en masse skønhedsprodukter, og god tid. Jeg springer alt for tit hårkuren, lakering af tånegle osv. over. Jeg føler at jeg trænger til en opfriskning fra top til tå og planen er at gøre det allerede på søndag.

Motion – Få gået nogle af de der lange ture jeg holder så meget af. De fine omgivelser her gør mig også i virkeligt godt humør.

Solbadning – Måske ikke så meget egentlig solbadning, men så snart der kommer en weekend med lunt vejr, så vil jeg ligge på en en solseng og powernappe, mens kroppen bliver varmet igennem.

Købe sommertøj – Bare en enkelt t-shirt eller to, så jeg er bedre forberedt på sommeren, sådan rent påklædningsmæssigt.

Det burde alle være ting der er til at overkomme for mig, intet af det lyder i hvert fald stressende i mine ører. Så jeg håber at jeg om en måned kan fortælle at jeg har været virkelig god ved mig selv.

Noget om at passe på sig selv

2017-view
I 2016 var der en periode på 3 måneder, fra maj til og med juli, hvor jeg var rigtig god til at passe på mig selv. Da juli var ovre begyndte det så småt, at gå ned ad bakke. Jeg havde 1000 andre ting i hovedet og var derfor ikke så god til at fokusere på om jeg fik spist rigtigt, motioneret ordenligt, slappet nok af og ellers bare fik gjort alle de der små ting med at pleje mig selv fysisk og mentalt.

Jeg føler at jeg har lidt mere overskud nu og føler faktisk også det er nødvendigt at jeg lige er lidt opmærksom på mig selv, så jeg ikke pludseligt tager voldsomt på i vægt, ender med nul energi og fx. hud og hår reagerer på manglende pleje. Jeg er typen der kan finde på at trøstespise hvis jeg har meget at se til. Måske ikke så meget fordi jeg har ondt af mig selv, men fordi jeg føler at jeg lige kan give den en ekstra skalle på en chokoladebar. Jeg tror seriøst jeg har spist mere chokolade i december end jeg har gjort i hele 2016. Min hud i ansigtet går amok når jeg gør det og på et tidspunkt reagerer vægten også. Heldigvis er min psyke stadig stærk og da jeg for lidt over en uge siden blev opmærksom på de negative indvirkninger chokoladen giver, stoppede jeg nærmest fra den ene dag til den anden mit indtag – det har trods alt ikke været for svært for mig.

Nu vil jeg bare gerne spise sundere, få bevæget mig noget mere, købe ind af nye skønhedsprodukter, da der efterhånden er lidt der mangler. Jeg vil gøre flere af de små ting som gør mig glad eller som giver mig overskud. Det kan være køb af friske blomster, tømme ud i skuffer og skabe for at undgå rod, have skønne hyggestunder med børneflokken, blogge osv. Jeg tror på det kan lade sig gøre, jeg har brug for det positive boost på forskellige områder og vil nok hurtigt kunne mærke på mig selv, hvis ikke jeg gør de nødvendige ting. Jeg håber at jeg kan bidrage med lidt inspiration her på bloggen, til at fokusere på sig selv og spise sundt mv. Vi er sikkert mange der godt kunne trænge til, at tildele os selv endnu mere pleje og forkælelse.