Tag-arkiv: Stjerner

DIY inspiration fra SwellMayde

Ud over at jeg skal bruge tid sammen med familien og forhåbentligt nyde godt vejr i påsken, så håber jeg også at jeg kan fordybe mig i DIY projekter. Jeg har efterhånden en mega lang liste af ting jeg gerne vil lave, men ikke har kunne finde tid til og da 2013 er mit “Live the dream” år, mere specifikt det år hvor jeg skal få gjort de ting jeg gerne vil – så er alle disse små projekter en del af det. Jeg synes det er hyggeligt, sjovt og udfordrende og derfor er det vigtigt for mig at finde tiden.

Forleden endte jeg på bloggen Swellmayde og der fandt jeg hurtigt flere DIY’s jeg gerne vil kopiere.
Den første ting er denimjakken, billedet er bare et inspirationsbillede hun selv har taget, så jeg ved ikke om jeg kunne være heldig at det ser lige så fint ud hvis man selv laver det, men alternativt kan jeg jo prøve på et par aflagte jeans først. Det kræver blot jeg får indkøbt den rette tekstilfarve og en stjernesvamp.

Jeans med påsatte nitter er det nok ikke så meget hokus pokus over, det giver måske mest af alt ømme fingre, men for at få lidt variation i mine yndlingsjeans, kunne jeg godt finde på at sætte nitter på et af mine par!

Et armbånd lign. det på billede 3 vil jeg lige netop gerne lave da jeg har små guldrør liggende jeg har købt på ebay og jeg har faktisk også flere forskellige perler. Hvis Panduro ellers havde haft de rette wireklemmer, havde jeg sikkert allerede lavet et i weekenden, for det er nok ikke så svært når man først har materialerne.

Det andet armbånd forsøgte jeg at lave i weekenden, men jeg manglede mere af det fine broderigarn og de guldperler jeg havde var ikke store nok, så det var umuligt at få et vellykket resultat. Jeg må på den igen, for armbåndet er nu rigtig fint!

Jeg håber I kan bruge den delte inspiration til noget og kender I ikke Swellmayde i forvejen er bloggen helt sikkert et besøg værd

Alle billeder er fra Swellmayde.

Dagens i All Black

I dag var jeg ikke super opfindsom med påklædningen, eller det var i hvert fald “all black” på trods af foråret lige nu viser sig fra sin bedste side. Jeg prøvede dog at kompensere for det ved at bruge forskellige detaljer, så som stribede nylonstrømper, kort jakke i plysset materiale fra Munthe plus Simonsen og stjerne halskæde fra Mango – fodtøjet var mine sorte behagelige stilletter fra Stylesnob. På trods af manglende farver følte jeg mig alligevel godt tilpas og det er nu engang det vigtigste, jeg overvejer dog at udfordre mig selv for at se om jeg kan køre et “NO black” outfit nu jeg har fået købt mig et par lyse sko, må lige se hvad jeg kan sætte sammen.

Dagen i dag blev uforudset travl på arbejdet, men det føles nu alligevel godt bagefter da jeg havde noget en masse. Og så var der drama herhjemme her tidligere på aftenen, altså drama i min verden – da manden formåede at vælte et glas te liiige ved siden af min MAC og en smule endte på touchpad. Først virkede det overhovedet ikke, men med en masse kærlig pleje har jeg dog fået liv i det og jeg håber det ender med at fungere optimalt. Jeg har altid brugt touchpad i al den tid jeg har haft maskinen, så vil nødig gå over til mus, ellers skal maskinen selvfølgelig laves og er det helt håbløst er det en der skylder en computer! ;)

Dagens i Zara…

Bogstaveligt talt, for hele 3 ting i dette outfit er fra Zara og det bekræfter mig i at jeg altid lige kan finde noget derinde jeg kan bruge. Blazeren er selvfølgelig den jeg viste i går, det er et køb jeg ved jeg vil værdsætte meget fremover! Blusen købte jeg vist nok i Spanien, den er sølv/mørkeblå stribet, sidstnævnte kan nok være lidt svært at se. Støvlerne er mit billige køb til 99 kr. den pågældende dag resulterede de desværre i jeg fik overbelastet mit knæ, ikke fordi de er så meget højere end alle mulige andre sko jeg har. Men høje sko, tunge sager i hver hånd og på vej ned af en trappe gjorde lige udslaget og i går tøffede jeg så pænt rundt i ballerinaer. Det var forresten på vej hjem fra kontoret det skete, nogle gange slæber jeg computer og en masse papirer, burde altså få mig sådan en taske på hjul!

Nu må jeg hellere komme i sving så jeg kan få noget ud af dagen, er dog ikke helt tilfreds med at det blæser så meget som det gør, havde satset på hyggelig rolig gåtur i det fri, men nu må vi se.

Rigtig god dag til jer derude! :)

New In: Zara Blazer

At komme for tidligt til en aftale, lige i nærheden af Zara kan godt gå hen og blive “dyrt”, det var i hvert fald ikke planen at jeg skulle shoppe. Men jeg kunne jo lige fordrive tiden med at kigge på udsalgsrester og da denne marineblå blazer med fint stjernefoer hang i lige netop min størrelse til god pris (199 kr), købte jeg den.

Jeg har tidligere drømt om en af deres blazere med stjernefoer, den var dog sort den jeg kiggede på i sin tid, men da jeg ingen blå blazere har, er denne faktisk helt perfekt. Jeg havde den på igår og poster billederne i morgen, nu vil jeg få mig lidt mad inden den står på tv (og bloglæsning) resten af aftenen.