Man kan sagtens dyrke motion uden et træningscenter, selvfølgelig kan man det. Nogle mennesker finder sig godt til rette i et center, andre kan ikke holde det ud, jeg svinger sådan midt imellem. Jeg kan godt savne det når jeg ikke har et medlemsskab og når jeg er medlem, have succesoplevelser. Men jeg kan også hade det lidt for ikke at opfylde mine behov fordi faciliteterne ikke er gode nok og jeg kan føle mig “fanget” og vil hellere ud i naturen. Desuden kræver træning i et center for mit vedkommende, at jeg er bedre til at tilrettelægge min dag og afsætte tid til centeret.
Det kan jeg ikke!! I hvert fald ikke lige som tingene ser ud pt. Rigeligt med arbejde, børn der lige er startet i skole, hjemmet der skal passes og den lille bitte smule fritid der også bør være plads til. Når køreturen til og fra center nemt kan løbe op i én time sammenlagt, så værdsætter jeg altså den tid for højt til at bruge den på transport.
Mit dilemma pt. er så ikke kun tiden, men også varmen. Jeg vil gerne bevise overfor mig selv at jeg sagtens kan klare det der motion, men det meste af dagen er det for varmt til jeg orker noget, især hvis temperaturen stadig ligger på 30 grader kl. 22.00 om aftenen. Her til aften har skyerne dog vundet over solen, så når jeg har trykket “udgiv” på indlægget her, vil jeg skynde mig ud på en powerwalk!
Inden da er jeg lige nødt til at juble herinde over, at det lykkes mig at holde vægten efter en lille uge i DK. Jeg forventede bestemt ikke at tabe mig mens jeg var der, men frygtede at jeg ville tage på i vægt og fik næsten knopper over jeg ikke havde en badevægt så jeg kunne holde øje. Men på trods af pizza, lidt vin, æblekage og chokolade, så er det ikke gået helt galt og jeg har altså også spist fornuftigt ved siden af og gået nogle lange ture. Men jeg er blevet bekræftet i, at jeg godt kan og at jeg godt må synde en lille smule engang imellem.