Det kan godt være at kalenderen siger forår, men ellers kan vi nok godt blive enige om at man stadigvæk er nødt til at gå det egentlige forår i møde. Og kunne jeg vælge ville jeg aller helst gå det i møde med denne skønne mintfarvede trenchcoat fra Sam Edelman, så fin og sart i farven men lidt rå grundet nitter (og andet bling) på skuldrene. Jeg er så glad for at jeg for nogle måneder siden endelig fik fingrene i de skønne Beatrix ballerinaer og jeg glæder mig til at de rigtigt skal luftes! Og selvom jakken her nok vil blive endnu sværere at få fat på, med mindre man accepterer told og diverse udgifter der kommer oven, så håber jeg vitterligt at jeg spotter den til en lige så god pris som mine ballerinaer.
Modellen fås også i sort, hvid og beige – men jeg synes bare den tager sig bedst ud i mint. Nordstrom forhandler den til 1.036 kr. og når forsendelse og diverse afgifter er lagt oven i ender den på 1.622 kr – av for en ekstra udgift jeg ikke lige har lyst til at æde. Jeg kan ikke lade være med at spekulere lidt i at det kunne være en sjov udfordring at finde en billig mintfarvet trenchcoat og selv sætte nitter og sten på, måske skal jeg bare lade jagten gå i gang ;)