Jeg har kjoler i klædeskabet, men det har aldrig været mit foretrukne valg. Jeg ved ikke helt hvorfor, da det i mange henseender er så nemt og bekvemt at hoppe i kjole, hvilket mit seneste kjolekøb også overbeviste mig om. Kjolen er dog til den korte side, især hvis jeg skulle ende med at hæve armene over hovedet, så har jeg en af de kortere, eller flyvske kjoler på, sørger jeg altid for at have et par tætsiddende shorts under, så jeg ikke flasher hele understellet.
Nu er der godt nok filter på billederne, men ja mine ben er stadig ret hvide. Jeg har haft bare ben stort set hver dag den seneste måned eller mere. Men jeg er ikke udendørs så mange timer om dagen og solbader aldrig, ikke at der er noget i vejen med at solbade (hvis man passer på sin hud), men jeg kan simpelthen ikke ligge stille i særlig lang tid ad gangen. Nogle gange lader jeg benene være som de er, andre gange får de en tur med Body Blur fra Vita Liberata for at give dem lidt glød. Det giver et rigtig pænt resultat, men jeg er altså bare for doven til at gøre det hver morgen, så på billederne herover havde jeg ikke smurt noget på benene.