Første gang jeg kastede mig ud i at lære det spanske sprog, var for mange år siden da jeg gik i gymnasiet. Jeg kan ikke huske meget fra dengang, men udtalen sidder lidt bedre fast. Hernede har mit eneste kursus været et jeg tog via kommunen for en hel del år siden. Men der gik ged i det da jeg var gravid og begyndte at få gevaldig morgenkvalme, som kulminerede med morgenundervisningen, jeg måtte simpelthen sige stop!

Siden da har jeg kun kunne lære, hvis jeg har forsøgt at bruge sproget. Det sker ikke altid, da de fleste jeg kender her kan engelsk og jeg har følt mig mest tryg ved bare at holde mig til det. Men siden slutningen af 2016 har jeg vitterligt fået blod på tanden for at tale langt mere spansk, så jeg kan lære sproget ordentligt. Jeg har lært et par stykker at kende, som kan så lidt engelsk, at mit spanske pludseligt virker tilforladeligt. Jeg føler at jeg forstår lidt mere af sproget for hver dag der går og jeg forsøger nogle gange at holde små samtaler kørende på spansk, hvis jeg ved sandsynligheden for at jeg er nødt til at slå over i engelsk er meget lille. Jeg føler at det er nu jeg skal gribe chancen og blive dygtigere til sproget, jeg tjekker faktisk onlinekurser og overvejer pt. at vælge et HF-enkeltfag i spansk via fjernundervisning. Dog tænker jeg at det nok er smartest at vente lidt til jeg rent faktisk føler jeg har lidt bedre tid.

Og så er der russisk, de få ord jeg kender er vist nok fordi jeg har set Sex And The City. Men vi har efterhånden lidt russere i vennekredsen også og selvom de sagtens kan engelsk, så synes jeg det er lidt irriterende at jeg ikke fatter en hat af hvad de siger.  Jeg synes det er interessant at kunne forskellige sprog, i det mindste bare lidt forståelse og selvom jeg finder russisk ret udfordrende, så har jeg sat mig for at prøve at lære de mest basale ord. Jeg tænker at afprøve nogle lydbøger og så må jeg se med tiden om det giver mening, eller jeg bare skal give op.